Det burde måske nok være stof til eftertanke, at min kæreste indtil dagen før søndagens koncert med Er De Sjældne regnede med, at det var en norsk sanger jeg havde planlagt vi skulle tage turen til Sorø for at se, men lytter man kun efter, hvad jeg siger med et halvt øre, så er Addi Sjelne også et godt bud. Stedet for koncerten var Vestsjællands Kunstmuseum, og tidspunktet var set i lyset af lørdagens udskejelser ganske behageligt placeret midt på eftermiddagen. Forårets kulde udenfor taget i betragtning blev der imponerende lummert indendørs på museets førstesal. Det var slemt under Lone Hørslevs indlendende oplæsning, mens svedperlerne trillede frit under Er De Sjældnes koncert, men som sagt.. det havde været en hård dags nat aftenen før. Er De sjældne har Solveig Sandness i front, hun har tidligere spillet sammen med Henrik Olesen i Lovebites, der denne søndag tog sig af guitaren. Henrik Olesen blev på pladen Hjemstavn dekonstrueret af Anders Remmer, der havde taget plads ved trommerne. Her bliver jeg desværre nødt til at stoppe associationslegen, for Maria Køhnke ved jeg ikke, hvordan jeg skal få flettet ind, men hun gjorde sig på keyboard og elektronik, og den sidste medvirkende korpige/ipodbetjener fik jeg slet ikke fanget navnet på. Forrygende gjorde de det dog, alle som en, overfor et publikum, der sjældent er set så lydhørt, og takket været vores egen stilhed fik vi hvert et ord med. I stedet for at detaljekneppe koncertoplevelsen ihjel, vil jeg blot konkludere, at alt klappede. Samspil, harmonier, kontakten til publikum, alt! Det vil sige, et par enkelte overstyringer i guitaren blev det til, men jeg er villig til at runde op til nærmeste hele, og kalde oplevelsen for fuldendt.

Her en lille uges tid senere, har jeg haft fornøjelsen af at lytte til Lyserød Lyseblå Beige efterhånden en del gange. Egentlig udkommer Er De Sjældnes debut først den 30. marts, men de havde været så venlige, at tage et parti af debutvinylen med til Sorø. Som det er tilfældet, på en af mine andre nyere dansksprogede favoritter, Mouritz/Hørslev Projektets Så Er Det Sagt, så er det også her Lone Hørslev, der leverer teksterne. Igen er teksterne et eller andet sted håbløst naive, men de spiller fint sammen med Solveig Sandness søde stemme, og vokser sig for hver gang man hører pladen større. Har man læst læst Lone Hørslevs digte, vil man kunne nikke genkendende til hendes stil, opbygning og ordvalg, der går i spænd med musikken, som fod i hose, hånd i handske og Hans i Grethe. Musikalsk bringer Lyserød Lyseblå Beige mine tanker i retning af et Under Byen, hvor alt det prætentiøse, og alt artwankeriet var blevet lagt på hylden. Facit her på bundlinjen af de ovenstående mellemregninger, er en svær begejstring for Er De Sjældne, og en tilhørende anbefaling, der gælder såvel live, som på plade. Det er sjældent godt!