Det er ikke fordi, jeg har gjort mig de store tanker om Dolorean, siden jeg for et par år siden så dem som henholdsvis opvarmning og backinggruppe for Damien Jurado, men da Yep Roc for nylig holdt udsalg valgte jeg alligevel at bestille de to vinylplader You Can't Win og Violence in the Snowy Fields. Begge plader er siden blevet vendt og drejet, så både side a og b har kunnet blive hørt på pladespilleren, og jeg kan lide, hvad jeg hører. Dolorean er solid sangskrivning uden de helt store udsving i spændingskurven, men med et imponerende højt bundniveau og en blodtryksnedsættende effekt, der i selskab med et glas rødvin indbyder til at tusse rundt, og bare lytte og leve sig med ind i det univers af længsel og skønhed som Dolorean portrætterer. Især kan jeg ikke få nok af åbnings- og titelnummeret på You Can't Win, hvor Doloreanfrontmanden Al James igen og igen messer you can't win som var det den største kærlighedserklæring i denne verden, og ikke en falliterklæring på andres vegne. Doloreans pladeselskab linker til en italiensk turistside, hvis man bruger deres link til, hvad der skulle have været Doloreans officielle hjemmeside, men såvel Yep Roc som MySpace kan byde på lydklip til eventuelt interessede.