Det nye Gaffa udkom i dag, og nederst i højre hjørne på side 64 toner fire stjerner og navnet Onkel Dunkel frem. Jeg er lidt ked af, at det er en forkert MySpaceadresse, der er hæftet ved stykket, og det synes ikke helt fair over for Mikael, at jeg får æren for at have arrangeret sangene, men ikke desto mindre er jeg virkelig glad for ordlyden i anmeldelsen, der følger her.

Et rørende og mørkt barndomsbillede
Martin fra Fyn har lavet en cd med melankolsk børnemusik. Der er en knugende stemning over både egne kompositioner og udgaver af for eksempel Solen Er Så Rød Mor. Det er ikke musik for børn, men snarere til voksne, der godt kan lide børn, og kan genkende den fantasifulde ensomhed, der er drivkraften bag indspilningerne. Martin synger ikke specielt godt, men gengiver overbevisende oplevelsen af et lidt fraværende barn, der småmumlende leger og tænker på noget andet. Jeg kan virkelig godt lide stemningen her og synes, det er en original niche at gå efter, men om det er en historie, man kan sælge, ved jeg ikke. Der er mange forældre derude, der burde elske disse tyste og skyggefulde barndomsminder, men om det skal sælges som børnemusik, weird folk eller noget helt tredje for at finde sine lyttere, ved jeg ikke. Bortset fra Lille Undulat, er det en gennemarbejdet cd, der hænger sammen lige fra idé til cover.