Dette indlæg handler om at lytte, om en bog, og om en mand, hvis musik jeg engang, og i nostalgiske øjeblikke stadigvæk, holder meget af. Bill Drummond var den ene halvdel af KLF, der i 1991 udgav The White Room, og både før og efter markerede sig med flere happenings, der både forargede og vakte opmærksomhed. Det skænkede jeg nu ikke mange tanker dengang, men jeg kan stadig huske, at det var i en idrætstime, at jeg endelig fik overtalt Lauge fra a-klassen til at låne mig hans båndeksemplar af The White Room. Det er først fornylig jeg selv har investeret i The White Room. Indtil nu har singlerne derfra klaret at tæmme mine nostalgiske behov, når behovet fra tid til anden har meldt sig, hvad det stadig gør. Hvad den anden halvdel af KLF, Jimmy Cauty, laver i dag, ved jeg intet om, men Bill Drummond udgav altså sidste år en bog med titlen The 17, som jeg efter at have set, og læst om på årslisterne i alle de respektable musikmagasiner gav efter og købte. Kogt helt ned til basale, så lød det enstemmigt, at dette var bogen, der for evigt ville ændre ens opfattelse af hvordan man lytter til musik, og hvordan skulle jeg kunne sige nej til det, når forfatteren var et af de få navne fra mine teenår jeg endnu ikke har forkastet. 50 sider inde i bogen kedte jeg mig bravt, siderne sneglede sig afsted, og jeg bildte mig ind, at det skyldtes at mit engelsk i et godt stykke tid ikke er blevet brugt til andet end engelske musikblade og diverse netsider. Det var nu ikke derfor. De sidste 50 sider var også en prøvelse, selvom jeg nu havde fået læst mig varm, men kernen i bogen, de 300 sider, der skiller vandene mellem de to gange 50 sider, der åbenbart primært fungerer som fyld ud til bogens omslag rummer så meget fornuft og eftertanke, blandet ind blandt småsnak om musikbranchen, og causeren om kunstprojekter, og mennesker fra begge verdener, at det er en fryd. Der er ingen tvivl om, at Bill Drummond er en arty fucker, og at hans kunst fra tid til anden bliver kunst for kunstens skyld, en af mine personlige kæpheste jeg helst så banket til døde med sin egen retfærdiggørelse. Alligevel må jeg overgive mig til bogens indhold. Halvvejs igennem bogen stoppede jeg en dag op, og lyttede til en spætte, der hakkede i et træ et sted tæt ved, og stod i flere minutter og tænkte over det unikke i denne lyd. Jeg har gjort mig overvejelser, og ændret min opfattelse omkring hvorfor koncerter nogle gange virker, og andre gange ikke. Ganske enkelt føler jeg mig klogere på musik vidt og bredt efter at have læst denne bog. Det burde andre også gøre.

The17.org