I nat bød på et grimt scenarie. I t-krydset efter tunnellen, langs den den bagvej jeg som regel følger hjem om natten, holdt de blå blink fra flere udrykningskøretøjer. Ambulancernes bårer var taget i brug, og som vi kørte frem mod vejskæringen, kunne vi se ind i dem. De virkede så tomme og triste. Bag en politibil holdt en mørk vogn, og bag den en rød bil, der blev skærmet af lægeambulancens blå lys, der uden hjælp og alene i kraft af dens blinkende autoritet ledte trafikken udenom. I mørket bar ingen af bilerne synligt præg af uheld, men aktiviteten omkring bårerne fortalte noget andet. Det værste var stilheden. I et inferno af råb og sirener ville man vide, at der stadig var håb, men i stilheden råder en tavs uvished. Er de stille fordi det er for sent, eller er alt så ok, at ord er overflødige? På det sidste stykke af vejen hjem kom jeg til at tænke på Riget, og de toneløse ambulancer Lars Von Trier lod skære gennem natten, de var godt tænkt, og de er lige så uhyggelige i virkeligheden.