Lad mig indledningsvis blankt indrømme, at hans navn ikke vakte nogen genkendelse hos mig, da jeg for et par uger siden via forsiden på kultursektionen i Politiken stødte på Per Bak Jensen. Anledningen var den udstilling, der indtil 3. maj er at finde på Dunkers Kulturhus i Helsingborg. Teksten var en lang, og kedelig tale, der dels gennemgik udstillingen, og dels Per Bak Jensens fortræffeligheder som fotografer, uden at man blev meget klogere på sidstnævnte. Hvor teksten var dæmpet tale, knapt hørbar, så skreg billederne til mig, især nedenstående..
.. Skov er taget i 2008, og er et af den slags billeder jeg gerne ville afgive en af min krops ekstremiteter for at kunne tage. Den dag læste jeg kultursektionen på en kaffebar nede i byen, og Per Bak Jensens navn tog jeg med mig hjem på en post-it note, og derhjemme blev det overført til Google. Søgemaskinen over dem alle kunne fortælle mig, at jeg godt kendte Per Bak Jensen, jeg har set hans billeder på Aros for et par år siden. Jeg husker hvordan det var at gå fra billede til billede og tænke hit/shit/hit/shit, skiftevis genialt og banalt. Det hvide, tågede vand og igen, det tågede plastik, der dækkede stakkede halmballer, blev jeg ved med at vende tilbage til, mine øjne kunne slet ikke se sig mæt på disse billeder. Omvendt havde jeg dengang, som nu, kun en hånlig fnysen tilovers for hans billeder af græs, rødder og spor. De gav mig intet, de rummede intet. På bundlinjen er facit dog stadig, at jo flere af hans billeder jeg ser, jo mere begejstret bliver jeg for hans arbejde, og jo mere begejstret jeg bliver, jo mere misundelig bliver jeg også på hans evner. Jeg tror, at jeg endnu engang vil overveje at læse manualen til mit kamera, og mens jeg gør det vil jeg lade Per Bak Jensen få det sidste ord i dette blogindlæg. "Det er stedernes tavshed, jeg vil have til at tale - det kan de dårligt, hvis der er mennesker på. Mennesker laver støj i kommunikationen, de tiltrækker sig alt for megen opmærksomhed".