Jesper Bay har skrevet til de folk, der valgte at kommentere hans blogindlæg "Har pladebutikkerne en fremtid?", hvad jeg blandt andet havde gjort. Svaret til min kommentar var som følger:

Selvfølgelig er det rigtigt, at downloads rummer distributionsmæssige fordele for både pladeselskaber, kunstnere og brugere. Men jeg tror ikke, der er nogen der drømmer om, at alt kun findes på et format. Alle formater har fordele og ulemper. Det fysiske format - CD’en - har fx den fordel, at man kan give lytteren en større helhedsoplevelse ved at forsyne ham eller hende med tekster, fotos og anden information om kunstneren. De kvaliteter skal vi have med ind i de digitale formater, vi tilbyder musikken i fremover. Og der bliver ikke kun tale om downloads men i vid udstrækning også forskellige former for streaming-løsninger.
Mht. din anden, lange kommentar, har jeg ikke mulighed for her at forholde mig til hver enkelt af dine mange relevante pointer. Men et par stykker af dem, vil jeg da gerne knytte nogle bemærkninger til. Selvfølgelig har jeg ikke den samme erfaring fra en pladebutik, som du har. I hvert fald ikke fra den samme side af disken. Det påstår jeg heller ikke. 40 års flittige besøg i pladebutikker - heraf de seneste snart 30 som professionelt musikmenneske - giver ganske vist en vis ballast, synes jeg, men naturligvis er mit indlæg ikke hele sandheden. Det var netop derfor, jeg valgte at researche i det for et par år siden, og at hyre ekstern konsulentbistand til at gøre det for mig. Sådan så mit eget syn på sagen ikke skulle influere undersøgelserne. Resultatet har jeg kort refereret i mit indlæg. Og jeg må sige, at det ikke adskiller sig nævneværdigt fra min egne oplevelser i mange butikker. Selv om jeg var overrasket over at konstatere, HVOR negativt mange forbrugere så på pladebutikkerne. Så galt synes jeg faktisk ikke, det er.
Jeg er, som jeg også pointerer i en anden kommentar, helt enig i, at der skam mange steder findes både dygtige medarbejdere, der brænder for sagen, og butikker, der er rare at komme i. Desværre er det meget ofte sådan, som du beskriver det, at den pågældende medarbejder ved alt om lige netop den genre, de selv kan lide, og er på bar bund, hvis man vil have noget andet. Det dur ikke. I hvert fald ikke, hvis man er en butik med et lidt bredere sortiment. Det svarer til en tjener på en restaurant, der er fuld af gode idéer, når det gælder valget af hvidvin, men kun kan sige “den sælger vi mange af”, når det gælder den røde.
Du har ret i, at det kan virke paradoksalt, at det netop er nogle af de bedste butikker, der i denne tid, drejer nøglen om først. Forklaringen er, som du også selv er inde på, at disse butikker ikke har formået at ændre sig i takt med deres oprindelige kernepublikum og ændringerne i omgivelserne i øvrigt, og så selvfølgelig, at det i en tid med gratis alternativer er vanskeligt at tiltrække et nyt, ungt publikum, som jo traditionelt har været det, specialbutikkerne har overlevet på. Jeg er nu og da ude på skoler og holde foredrag, og møder der 15-18-årige, som aldrig har været i en pladebutik, og formodentlig heller aldrig vil komme det. Men ind i mellem møder jeg også 15-18 årige, som lige har været nede at købe en pladespiller og nogle vinylplader. Så billedet er langt fra entydigt. Men det kræver en helt ekstraordinær indsats af en pladebutik at tiltrække et yngre publikum i dag. Og den har de færreste råd til. Så meget desto mere kan man undre sig over, at man ikke gør mere for i det mindste at passe på de købere, man trods alt har.