Jesper Bay havde i dag et blogindlæg på JP.dk, hvor han stiller spørgsmålet: Har pladebutikker en fremtid? Et relevant spørgsmål for mig, der senere i år kan fejre 10års jubilæum som pladehandler. Der står meget fornuftigt i blogindlægget, men også en del, der klart antyder, at Jesper Bay næppe helt har samme føling med hvad der sker i pladebutikkerne som vi, der har vores daglige gang der. Personligt har jeg dels prøvet kræfter med arbejdet i en af kæderne, og de sidste par år i en af den slags pladeforretninger man vist kalder en specialforretning. Fra disse så ens, og alligevel så forskellige butikker har jeg stået og set på mens nettet har gjort sit indtog på musikscenen, og set hvordan udviklingen igennem de sidste par år har taget livet af en del pladeforretninger. Hvad jeg naturligvis begræder, for siden jeg for tyve år siden selv begyndte at købe plader, har det været en af de største glæder for mig, at gå på jagt i pladebutikkernes hylder.

Derfor bider jeg mærke i, at Jesper Bay anser en af hovedårsagerne til at forbrugerne svigter pladebutikkerne skulle være en mangel på medarbejdere, der ved hvad de taler om. Hvorfor er det i så fald specialforretningerne, der drejer nøglen om, mens kædebutikkerne udvider? Stereo Studio har udvidet med omtrent en håndfuld ekstra butikker over de sidste par år, og det samme gør sig gældende for TP Musik Marked. Axel Musik havde solgt de levedygtige butikker fra, før konkursen blev begæret og Guf har så vidt vides grundet elendig ledelse kørt med røven i vandskorpen de seneste par år, og har nu fået det ekstra svært i forbindelse med TP Musik Markeds udvidelse. Min pointe er, at det netop er disse butikker, der har tendens til at have de omtalte lavtlønnede gymnasieelever ansatte, der virker til at gøre det godt. Selvom det nu nok snarere er butikseleverne, der er problemet. En gymnasieelev har i det mindste en smule skoling i musik, og de der bliver ansat som eftermiddagshjælpere som regel en brændende nysgerrighed og interesse for musikken. Hvor jeg ved selvsyn har konstateret, at der derimod blandt de handelsskoleelever, der ansøger jobbene som butikselever, oftest er ganske langt mellem snapsene.

En gammel kollega er nu afdelingsleder for en af disse kædebutikker, og da vi en dag sad og snakkede om udviklingen, sagde han, at han egentlig mest så sig selv som leder af et discountsupermarked. Det der ryger over disken er nyheder og slagtilbud, og kan det groft sagt så ikke være det samme, hvad en ansat sådan et sted ved om musik? Man forlanger jo heller ikke, at nettopigen kan give råd om vin og ost m.m..

Klagepunktet i IFPIs undersøgelse om det manglende udvalg, kan til dels skyldes kædernes hurtigt ind, hurtigt ud filosofi, med det deraf følgende begrænsede udvalg, men nettet har også gjort det nemt for forbrugerne at gå på musikalsk opdagelsesrejse, og det er for nogle forbrugere svært at forstå, at en pladebutik ikke fører eller kan skaffe det østrigske garagepunk-band forbrugeren lyttede til på MySpace aftenen før.

Enhver pladehandler har sin niche, alle mennesker har en eller flere genrer man lytter mere til, og er bedre hjemme i end andre. Her er det svært at slås med Amazon, der kan rådgive og vejlede ud fra analyser og salgsstatistik. Det kan en pladehandler på genremæssig hjemmebane, men personligt ville jeg have svært ved at anbefale en plade til en potentiel kunde, der gerne vil have lidt fed freejazz, eller noget god funk. Der findes ikke gode varianter af disse genrer i min verden, så jeg kan højest fortælle, hvad vi plejer at sælge indenfor det felt. Egentlig det samme som Amazon gør, deres hukommelse er bare større.

Et af lyspunkterne i Jesper Bays tekst er at salget af boxsæt er stabilt, men udvalget er også mangedoblet igennem de senere år, og det ligner en tendens. I stedet for at lave en opsamlingsplade, samler man et antal hele albums i en boks til en billig penge, og i visse tilfælde hele bagkataloget. Gasolin’, Simon & Garfunkel og et væld af andre navne er udkommet på den måde. Læg dertil Sony/BMGs Original Album Classics serie, hvor man kan få fem hele albums med en kunstner til samme pris som en almindelig fuldpris cd. Det er disse bokse der sælger, vel at mærke uden noget ekstra for pengene, snarere tværtom. Bookletterne er sparet væk og coveret består derfor som regel af et papomslag med pladens for og bagside, en booklet med en smule oplysninger og så en ikke alt for prangende papboks til at pakke det ind i. Hvis det er noget, så er der tale om en faldbydning af musikken, fra en kilde der bliver tømt indenfor overskuelig fremtid, for der er grænser for meget musik, der er af compilere og genudgive gang på gang på gang. Hvis det skulle være et lyspunkt, så er det i stil med at pisse i bukserne.

Tilbage i specialforretningerne står vi så og kan ikke give forbrugerne en ordentlig forklaring på, hvorfor kæderne konstant kan have tilbud som ligger omkring eller under de indkøbspriser vi har på varerne. Kampen om salget af pladenyhederne har vi med de selv samme kæder, og supermarkederne, hvor top-10 pladerne som regel er på tilbud til en pris specialbutikkerne skulle tabe penge på at kunne tilbyde vores kunder. Flere og flere af de mindre og mellemstore pladeselskaber har nu også deres egne webstores, så pladebutikkerne slås også med de selvsamme selskaber, der leverer varerne til os. Læg dertil den generelle nethandel, ulovlige downloads, fildeling og hvad internettet ellers kan tilbyde, og så selvfølgelig det ændrede forbrugsmønster. Musikken kæmper i dag også om forbrugernes tid med spil og film, musikken fylder med andre ord mindre i folks bevidsthed, og blandt de yngre forbrugere, der er vokset op med internet fylder pladebutikker og de fysiske udgaver af musikken, om det så er på cd eller lp, meget lidt for en stor part. Specialforretningerne for klassisk musik er tæt på at være helt væk, de er døet ud sammen med deres kernekunder. Den typiske forbruger af klassisk musik har passeret pensionsalderen, og i de år jeg arbejdede i kædebutikken kunne jeg på vores omsætningstal se hvordan salget af klassisk musik faldt med 10-20-30% fra år til år, og det var hvert år og en generel tendens i hele kæden. Det samme kommer til at ske i pladebutikkerne, kunderne falder fra og de nye generationer tager ikke deres plads i køen. Det åbne spørgsmål er hvornår det kommer til at ske.