Løgnen har hidtil været det eneste, der i min begrebsverden har kunnet bevæge sig så hurtigt, som en hest kan rende, men på Jens Unmacks tredje udspil lyder det, at også dagene løber som heste. Dette er hans hidtil bedste plade, utvivlsomt og ganske vist. Helstøbt, og langt mere stilsikker, med langt mindre slinger end de foregående. Her er ingen kiksere, og ingen linjer som ”..man skal turde surfe alt på et bræt..”, der skurrer i ørerne og lader pladen løbe af sporet, og måske vigtigst, men så nok alligevel ikke, så er pladen skåret ind til benet. Ti numre, og en spilletid på lige over en halv time gør det let at blive fortrolig med Dagene Løber Som Heste.
Der er stadig højt til loftet i de fleste af Jens Unmacks tekster, men de er blevet mere konkrete og håndgribelige, og allerede før jeg havde hørt pladen, var jeg begejstret for dette rim:

Skibet hedder savn, sejler i dit navn.

Saint –Exupérys lille prins, og at pladens titel skulle referere til Bukowski, er dog i forhold til der hvor jeg står referencer placeret oppe under loftet uden for min rækkevidde og udenfor min begrebsverden, og ikke noget jeg havde fanget, hvis ikke diverse anmeldere havde været så venlige at henføre min opmærksomhed derpå. Omvendt viser ovenstående linje, og en sang som Mænd Uden Ord en Jens Unmack, der er mere direkte i sit ordvalg, end jeg kan mindes tidligere at have hørt ham.

Vanen tro irriterer Nørlunds produktioner mig, men hvor jeg på de to foregående plader savnede noget kant og nerve, bliver de bløde kanter, der kendetegner Nørlunds produktioner, her rundet af og understøttet af strygerne. Det er hans held, indkøbt til en konkurrencedygtig pris hos en flok philharmonikere i det tidligere Tjekkoslovakiet, men hvor ville jeg dog gerne høre Unmack lagt i andre hænder rent produktionsmæssigt. Kanten kommer forhåbentligt, og til dels, når han snart træder op på scenen. Selv skal jeg se ham til optagelserne af Backstage på tirsdag, og igen om tre uger når han gæster Odense. De gange jeg tidligere har set ham optræde i eget navn har betydet kvantespring for oplevelsen af de første plader, det er næsten for meget at bede om denne gang.