Man kan næsten smage det når man hører ordet "havnekulturfestival". Det er en suppe lavet på hvad end man har kunnet få fat i, med hvem end, der har gidet at bidrage som ingrediens til festen. Tyrkisk mad, grønlandsk kor og dansk fadøl blandet til det, der et sted i pressematerialet utvivlsomt er omtalt som multikulturelt. Fred nu være med det, for selvom jeg bor ved havnen, tvang ingen mig derned for at tage del i alt det. Det var også aldeles frivilligt, at jeg igår trak derned da The Dreams havde lagt instrumenterne fra sig, de 200 hardstyledansere var færdige med at vrikke og vride, og streetbasketturneringen havde fundet en forhåbentlig værdig vinder. Det var ikke den lokale reggae repræsenteret ved The Ramgoats, der var målet, men de blev hørt og jeg kunne endnu engang konstantere, at flydende fynsk mellem numre, der slås for at være så autentiske i deres udtryk som muligt ikke spiller i min verden. Så det var ikke det store tab da jeg trak over på tanken og tankede en pose op med halvliters dåseøl, der i pris og temperatur lå langt under det fladøl, der flød fra serveringsvognene på havnepladsen. Da min elefantøl var væk, og bunden kunne skimtes i den Carlsberg jeg havde købt til dessert gik grunden til min tilstedeværelse på scenen, og hvilken entre. Ikke at de gjorde noget særligt, men de kom til at gøre det godt den time det og de stod på (scenen). Jeg har ikke noget særligt forhold til Bliglad, andet et skævt smil på læben, når radioen har spredt kærlighed til folket, der i særklasse også er det bedste nummer den første plade havde at byde på. Alt stod stille i kanten af scenen, det vil sige guitarist, trommeslager, horn m.m. blev stående hvor de var under hele seancen, men så i midten.. et kraftværk af en forsanger, der med hop på stedet, svingende håndklæder, og dansetrin, der udfordrede alt du har lært om sund kropsholdning, styrede det hele. Fra tid til anden lod percussionisten percussion være percussion og tog del i det midtscenemadness frontmanden havde fyret op under. Percussionisten var det bizarre syn af en fuldvoksen rødskægget fyr i batiktrøje, der dansede rundt og mest lignede en, der lige havde rejst sig fra et raskt slaw dungeons & dragons for at give den gas. Men det virkede, det hele virkede, og det virkede tæt på for godt til at være sandt. En gang imellem må man bare lette på hatten og overgive sig til det der sker foran én, og gårsdagens Bliglad koncert var en af de oplevelser. Det var ud over scenekanten, og lige ned i den rytmesans jeg kunne have forsvoret jeg var i besiddelse af. Al ære og respekt herfra.

De flinke folk, der står bag vores alle sammens ven Mark Oliver Everett, alias A Man Called E, alias Eels, har gjort det muligt at streame og lytte til hele Hombre Lobo på denne afkrog af nettet.

I fredags stødte jeg for enden af et københavnsk galleris lokaler på, hvad jeg gætter på var en ombygning, men tvivlen nager mig stadig. Kunne det have været installationskunst?

Jeg er I Byen.

Dette lille stykke dansk nyrockhistorie tikkede ind i min mailbakke her til morges.

Pressemeddelelse

Tryghed & Tristesse vender tilbage. Det odenseanske pladeselskab Tryghed & Tristesse er ved at få styr på de sidste forberedelser til den kommende dobbeltudgivelse med den ligeledes odenseanske gruppe The Silent Section. Så snart disse er på plads vil Tryghed & Tristesse udgive cd’en A Final Delirum og 7” Loss Of Consciousness feat. Peter Peter.

Mens ventetiden står på, har Tryghed & Tristesse lagt deres første udgivelse, splitsinglen med Pluto og Munck//Johnson op til gratis download på vores hjemmeside www.tryghed-tristesse.dk.

Man kan høre mere til The Silent Section på www.myspace.com/thesilentsection.

Alt det bedste

Tryghed & Tristesse

25. maj 2009 - Båd.

På Substans.info er det nu muligt at læse om Kalashnikov, The Pin-Ups og Max Guld, listen over opsamlinger har fået tilføjet Lorteland, og Hub Records er nu repræsenteret blandt diskografierne.

26. maj 2009 - Næsby.

Via Mogens Jacobsens hjemmeside er det muligt at lytte til tonerne af Cinema Noir, der ifølge min Dansk Rock fra 1985 var en eksperimental popgruppe fra København. Historien følger som en af de næste på Substans.info.

18. maj 2009 - Træ.

22. maj 2009 - Køkken.

Substans.info har nu fået sin egen gruppe på Facebook, og jeg har just lagt et portrætprogram DR sendte for et par år siden op på Befores MySpace.

Endnu en gang ser vi politikerne blive klynget op i hver en ledig pæl.

22. maj 2009 - Kødbyen.

19. maj 2009 - Udsigt.

På Substans.info er det nu muligt, at læse om den gruppe, der gjorde det bedre end de fleste af deres samtidige, nemlig Moral.

Grønvirke var et samarbejde mellem Steen Jørgensen og Freddy Frank, manden bag Gry Records, der også udgav Grønvirke. Samarbejdet udgav kun én eneste udgivelse, og vil man have sat lyd på, så kan det findes her.

Eftermiddagens begivenheder i Moskva vendt på vrangen.

Museet for Fotokunst på Brandts har frem til 21. juni en udstilling med Graciela Iturbide, hvis billeder strækker sig fra det formidable, over det forrygende, til en serie på det jævne, der dog er gemt væk allerbagerst i udstillingen. Bedst er billederne, hvor der optræder fugle. De er med på tværs af billedserier, og Graciela Iturbide formår at fange dem ned i sine billeder, i mængder, der i Danmark kun ses under en sort sol. Ellers fylder forfald, portrætter og offerlam op på væggene, fordelt i serier og under temaer. Jeg blev ved at vende tilbage til flere af billederne, og gik således på kryds og tværs af lokalet flere gange, hvad jeg ellers sjældent gør. Normalt er det ét kig, og så videre, men denne gang skulle billederne helt ind under huden. Der er intet drama i Graciela Iturbides billeder, men en tidsløshed og en tilstedeværelse, mere intens end noget adrenalinrush. Jeg anbefaler uforbeholdent.

Inspireret af tidens Bob Hund fascination har jeg valgt at døbe min debutplade "Saker man hittar i små springor under vasken". Den udkommer engang i fjerneste fremtid.

14. maj 2009 - Overdækket.

Det forbandede ved gamle idoler, der udsender nye plader, er at man skal til at tage stilling til nyt materiale, og om hvorvidt det nye materiale er af en kvalitet, der kan fortrænge tidligere tiders udspil fra favoritpladsen på pladehylden ved enten at overgå det, eller ved at være så ringe, at man for en stund mister lysten til at høre noget som helst med den pågældende kunstner. Jeg er så heldig, at jeg de sidste fjorten dages tid har været i besiddelse af den kommende Eels plade Hombre Lobo, og den tid er gået med at lytte til pladen forholdsvis ofte, men ikke så ofte som forventet. For Hombre Lobo er en blandet rodebutik af godt, skidt, overflødigt og overdådigt. På sin vis minder den om Souljacker, hvor summen af en masse fine numre ligger et godt stykke under, hvor al matematisk logik siger den burde ligge, ganske enkelt fordi numrene ikke passer til hinanden. Det er også på Souljacker, at man finder Dog Faced Boy, som nu er blevet voksen og spiller hovedrollen på Hombre Lobo ud fra tanken om, hvad der skete med ham da han blev voksen. Jo, Hombre Lobo er en konceptplade. Groft opdelt er Hombre halvt ”ballader”, og halvt en afart af småbeskidt bluesrock, to ting der på denne plade går hånd i hånd som magneter med samme pol. Den bedste del er klart de afdæmpede numre, og her er det allerbedste All The Beautiful Things, Ordinary Man og The Longing, der alle tre er klassisk Eels, hvis en sådan findes. Det dæmpede nummer In My Dreams er også fint, men ligger så skamløst tæt op af Dog’s Life, at det er blevet diskvalificeret fra favoritlisten. På den anden halvdel finder vi blandt andet førstesinglen Fresh Blood, der også er pladens bedste bud på en single. Fresh Blood er digitaliseret lummerblues, og det virker. I en perfekt verden havde nummeret været udgangspunktet for en plade med et langt mere ensartet udtryk. Numre som Lilac Breeze og Beginner’s luck kunne have været killer b-sider, men har desværre fundet vej til pladen, hvor de hverken passer ind, eller trækker pladens samlede udtryk op. What’s A Fella Gotta Do er pladens ringeste nummer, med en tekst så banal, at tilhængere af dadrock muligvis står på her. Facit er, at Hombre Lobo er en uhomogen mellemvare, milevidt fra den mesterklasse forgængeren Blinking Lights And Other Revelations viste, men med en del lyspunkter, der dog ligger blandet på en måde, at man glemmer at lytte når de dukker frem.

Du sagde,
at du havde kørt fugletrækkets skygger over,
men jeg tror,
at de
som så meget andet
gik hen over hovedet på dig.

8. maj 2009 - Teglværk.

Jens Valo, ex-Kliché, Blok Nord, Grind, Amstrong m.m. og manden, der til vores store tilfredshed rensede lyden op på vores De Må Være Belgiere udgivelse, er begyndt at blogge.

11. maj 2009 - Stine.

10. maj 2009 - And.

9. maj 2009 - Lukket toilet.

Der er nu lavet en billedside til førstesingle fra Eels - Hombre Lobo, og samtidig er det nu muligt at bestille den på 7" og forudbestille Hombre Lobo, også på vinyl.

8. maj 2009 - Stine.

8. maj 2009 - Smørmosen

6. maj 2009 - Fjordsgade.

07. maj 2009 - Baggård.

Dagens ret: pamfletter med mayonaise.

06. maj 2009 - Vestergade.

Jeg har åbenbart været på P1.

Det var ikke meget galt, at jeg mistede enhver lyst til at tage til koncert efter lørdag formiddag, at have læst henholdsvis Politikens og Informations i opbygning og ordlyd tæt på enslydende anmeldelser af Peter Sommers koncert i Vega. Al den intellektualisering af hvor det er han kommer fra, og hvor det er han skal han, og hvorfor han ikke helt er det endnu, og hvordan han skal nå frem. Rend mig. Alligevel kom vi afsted. 40km på fynske landeveje, over fynsk land for at komme længere ud end Lars Tyndskids marker, til et sted nok bedst kendt for Vestfyens Bryggeri. I Assens lød aftenens kulturelle tilbud på et dobbeltprogram med Mouritz/Hørslev Projektets som opvarmning for Peter Sommer & Tiggerne, hvad vi var nået til enighed om, nok skulle være værd at køre efter. Mouritz/Hørslev Projektet glimrede som altid, men dem har jeg brugt så mange ord på efterhånden. Peter Sommer & Tiggerne gjorde samme. Glimrede så højt, at det virkede forkert at sidde ned, men med borde og stole sat frem, helt frem til scenekanten. Kunne man ikke gøre meget andet end at sidde og rocke med. Koncerten mindede en del om sidst jeg så Peter Sommer - fremragende, dragende og ikke mindst rocket. Der bliver talt en del mellem numrene, ligene i lasten kommer på bordet, navne bliver nævnt, og de savn og myter, der former teksternes figurgalleri bliver præsenteret. Jeg tænker, hvad jeg godt må, men aviserne skal lade være med, at når denne omgang er forbi, så har Peter Sommer lagt alt på bordet, der er ikke noget at stille spørgsmålstegn ved. Har man set ham live, så ved man, hvor han kommer fra, både geografisk og menneskeligt, og ud fra disse klarlagte linjer kan han arbejde videre med at blive Peter Sommer, hvad han selv fra scenen fik gjort klart var målet. Efter at have hørt aftenens ene nye nummer håber jeg dette arbejde bliver speedet op. "Nej, sagde manden med den gule hat" var en militant skarp gang discorock, der lovede højt for, hvor volumeknappen skal stå, hvis dette er en del af grundplanen for et kommende udspil.

3. maj 2009 - Stige Ø.

Du er høj på livet siger du,
godt nok tænker jeg,
der er heller ikke flere øl.

I går så jeg hende, Mads Mouritz og deres underskønne islandske sidekick spille en fin, fin koncert i Assens, i dag sidder jeg i Odense og lytter til Lone Hørslev snakke om samarbejdet med Mads Mouritz i en halvanden måned gammel udgave af Vita.

2. maj 2009 - Peter Sommer.

2. maj 2009 - Lone Hørslev.

fagkamp
fadølskor