Det forbandede ved gamle idoler, der udsender nye plader, er at man skal til at tage stilling til nyt materiale, og om hvorvidt det nye materiale er af en kvalitet, der kan fortrænge tidligere tiders udspil fra favoritpladsen på pladehylden ved enten at overgå det, eller ved at være så ringe, at man for en stund mister lysten til at høre noget som helst med den pågældende kunstner. Jeg er så heldig, at jeg de sidste fjorten dages tid har været i besiddelse af den kommende Eels plade Hombre Lobo, og den tid er gået med at lytte til pladen forholdsvis ofte, men ikke så ofte som forventet. For Hombre Lobo er en blandet rodebutik af godt, skidt, overflødigt og overdådigt. På sin vis minder den om Souljacker, hvor summen af en masse fine numre ligger et godt stykke under, hvor al matematisk logik siger den burde ligge, ganske enkelt fordi numrene ikke passer til hinanden. Det er også på Souljacker, at man finder Dog Faced Boy, som nu er blevet voksen og spiller hovedrollen på Hombre Lobo ud fra tanken om, hvad der skete med ham da han blev voksen. Jo, Hombre Lobo er en konceptplade. Groft opdelt er Hombre halvt ”ballader”, og halvt en afart af småbeskidt bluesrock, to ting der på denne plade går hånd i hånd som magneter med samme pol. Den bedste del er klart de afdæmpede numre, og her er det allerbedste All The Beautiful Things, Ordinary Man og The Longing, der alle tre er klassisk Eels, hvis en sådan findes. Det dæmpede nummer In My Dreams er også fint, men ligger så skamløst tæt op af Dog’s Life, at det er blevet diskvalificeret fra favoritlisten. På den anden halvdel finder vi blandt andet førstesinglen Fresh Blood, der også er pladens bedste bud på en single. Fresh Blood er digitaliseret lummerblues, og det virker. I en perfekt verden havde nummeret været udgangspunktet for en plade med et langt mere ensartet udtryk. Numre som Lilac Breeze og Beginner’s luck kunne have været killer b-sider, men har desværre fundet vej til pladen, hvor de hverken passer ind, eller trækker pladens samlede udtryk op. What’s A Fella Gotta Do er pladens ringeste nummer, med en tekst så banal, at tilhængere af dadrock muligvis står på her. Facit er, at Hombre Lobo er en uhomogen mellemvare, milevidt fra den mesterklasse forgængeren Blinking Lights And Other Revelations viste, men med en del lyspunkter, der dog ligger blandet på en måde, at man glemmer at lytte når de dukker frem.