Fodboldmiraklet af i går var ikke, at OB vandt over Horsens, og overraskelsen ikke at OB fik medaljer og at Horsens må tage taberturen ned i første division. Miraklet bestod i at FCM gav Brøndby ydmygende baghjul i sæsonens sidste kamp, og dermed forærede OB en rar lille overraskelse i form af at det, der skulle have været et sæt bronzemedaljer nu glimtede som sølv i solen. Vi så det ske fra C5, et af Fionia Parks yderpunkter placeret i samme hjørne som Horsens fans, der gjorde deres for at opmuntre de gulblusede til at holde fast i den tynde tråd, der var chancen for overlevelse blandt landets bedste. Deres sang og trommer døede på stedet, da nyheden om et føringsmål til Sønderjylland lød ud over Fionia Parks PA-anlæg, og de forblev tavse da OB gjorde det til først 1-0 og efterfølgende 2-0, men da Andreas Augustsson brugte tiden mellem sine to gule kort til at genindføre spændingen med et konsekvent spark, der tog røven på alle og enhver i OBs forsvar, vågnede Horsenstilhængerne igen. For næst efter egen succes er andre folks nederlag det bedste, og tanken om at Horsens kunne slukke for et helt stadions forhåbning om at blive næstbedst, fik gang i stemmer og trommer hos østjyskerne igen. Det lykkedes ikke, men hæder og ære til Horsens for at kæmpe til det sidste i en kamp, der ikke vandt nogen skønhedspris. Nedturen må have føltes dobbelt, nederlag og nedrykning på et stadion fyldt med folk, der i form af en andenplads fik mere end nogen havde turdet håbe på. Mens der blev gjort klar til sølvmedaljeoverrækkelse, gjorde Horsensspillerne det rette og takkede de medrejsende ved hver og én at kaste deres bluser ud i det hjørne af stadion, klaske hænder med den forreste række og i et enkelt tilfælde ved at smide støvlerne og forære dem til en fan. Da Horsensspillerne trak ned mod spillergangen, trak vi mod udgangen.

Hvem gider fejre, at man er næstbedst?