Hvad der kommer ind, er fundamentet for, det der kommer ud. Det gælder ord, det gælder afføring. Spiser du kernerugbrød, så river det, og læser man for meget Dan Turéll så er der en tendens til, at man bruger for mange indskudte sætninger, som her, og her, og her (og i øvrigt også paranteser én masse), men her har jeg ingen grund til at klage, alt går som alt, alt i alt skal gå. Problemet er, at jeg pt lider af billedforstoppelse, jeg har fået mere ind end jeg kan rumme tanken om, at selv at skulle ud med. Graciela Iturbide på Brandts, Per Bak Jensen i Kødbyen, og en mængde billedbøger med David Goldblatt, der også fyldte væggene på Brandts for ganske få år siden, som den mest lysende stjerne. Fred være med, at jeg knap nok gider tage kameraet med ud, eller op af tasken for tiden. Det sker, og heldigvis ikke så tit, men i perioder er selv et kameraklik en for voldsom bevægelse at give sig i kast med. Problemet er, at jeg skal have samlet uddrag af mine billeder i serier, altså finde en tematik, der kan binde billederne, der så godt som altid står alene, sammen. Svaret på hvorfor er det oplagte, at der skal gøres et forsøg mod væggene. Svaret på hvordan kan jeg ikke finde, og der har vi problemet. Hvorfor prøve at være andet end en amatør, og hvordan skulle jeg overhovedet tro på, at det kan lade sig gøre når jeg har set så mange billeder taget af dem, der gør det så mesterligt. Min vej frem er spærret af giganter med kameraer, der slet ikke står der, hvor jeg skal hen. Jeg har ingen temaer, tanker eller tungt udstyr når jeg fotograferer, kun et halvbilligt kamera og de enkeltstående motiver, min vej finder forbi. Det er også ok, jeg skal bare have opgraderet med noget selvtillid og en smule tro på, at heldet følger den tossede.