Kl. 4.04. De første måger har fløjet deres morgenrunde, mens de sidste gløder i vores bål stadig pulser heftigt, for at trække morgenluften ind og på den måde holde sig i live. I frekvens er de dog ingen match mod fuglenes kvidren, der fylder alt lige nu. Min logik siger mig, at det er årets næstlængste dag, min logik siger mig, at har jeg set solen stå op, så når jeg næppe, at se alt det den har tænkt sig at gøre ved dagen. Jeg starter min dag med sengetid, på et tidspunkt hvor den omkringliggende hverdagsverden når slutsekvenserne i deres drømme, og snart skal gøre klar til dagens dont. Dagens dont for mig, er dagens første, gårsdagens sidste overvejelse. Skal flammerne dø af sig selv, eller skal de kvæles i vandet fra trillebøren, aftenen og nattens intermistiske køleskab. Dagens dont. Dagens do? Dagens don't? Vimplen på naboens flagstang giver dagens første livstegn i det øjeblik, hvor dagen første gang trækker vejret. Dagen puster sig op, trillebøren og jeg kvæler gløderne. Jeg efterlader børen i kvidder og damp, og tager hjem.