I fredags trodsede vi en kulde, der var det nystartede efterår værdigt for på en ladvognsscene i Slotsgade at se Cody kæmpe med kulde og et publikum, der tilfældigvis kom forbi på deres vej hjem fra kulturnatten, der i Odense er den pæne udgave af open by night. Forhindringerne til trods, var Codys indsats forbilledlig. Deres guitarists overvældende arrogance til trods, var det svært at have andet end sympati for gruppen. Med sig havde de også deres nye cd, til salg og til min store glæde. Sammen med Er De Sjældne, er det den danske debutplade jeg har set mest frem til i år, måske endda for meget. Codys selvbetitlede ep og den ene koncert jeg havde set før i fredags lagde op til noget stort, noget voldsomt og stort, der ville rydde forsider og toppe hitlister overalt, hvis salget skulle stå mål med indholdet. Det kommer Cody næppe til at gøre, selv om de trods min umiddelbare skuffelse fortjener det bedste. Mine forventninger har nok været skruet for højt op, og det er Codys egen skyld, for jeg ikke oplevet andet end det tæt ved perfekte fra dem. Songs er ikke tæt på perfekt, men det er stadig en overbevisende debut, der giver baghjul til det meste engelsksprogede dette land byder på, både hos debutanterne og de etablerede. To ting hiver Cody ned fra det tæt på perfekte, dels sproget, der for ofte virker kluntet, ikke at det er danglish, det virker bare en kende for banalt og tungt. Det er dog i småtingsafdelingen, for den virkelige dræber er produktionen, der slet ikke giver musikken den lethed, længsel og vitalitet, som såvel ep'en som koncerterne har budt på. Med det af vejen er Songs dog stadig en fin, fin plade. Bedst er det på Down In The Dark, der fint læner sig op af traditionals og spirituals, og lige så godt er det når Kasper Kaaes vokal får feminint følgeskab i eksempelvis Catch The Straw. Jeg glæder mig allerede til i oktober igen at skulle se Cody på scenen igen, og krydser fingrene for, at denne udgivelse også kommer til at se verden på vinyl.