På det nye album har frontmand Lorenzo Woodrose valgt at rive Baby Woodrose fra hinanden for at bygge gruppen op på ny. Men før han tog skridtet tilbage, skulle han nok have overvejet, hvad retning han ville gå frem i.

Fra tid til anden er man nødt til at træde et skridt tilbage for at komme to skridt frem. Om det er sådan, Uffe Guf Lorenzo Woodrose Lorentzen har tænkt før han gik i studiet, eller om det var ønsket om en tur tilbage til starten, hvor Baby Woodrose var lig med ham selv, skal jeg lade stå usagt, men på rollelisten til det selvbetitlede nye album er det Lorenzo selv, der udfylder rollen som musikerne i Baby Woodrose. Godt nok bliver han suppleret af en håndfuld statister, men Baby Woodrose er denne gang lig med Lorenzo bag instrumenterne og Johan Lei Gellet bag produktionsknapperne.

Baby Woodrose trækker i flere retninger og er langt fra så stilren som sine fem forgængere. Primært kører pladen i to spor, hvor det ene fører tilbage til den flydende og bløde psykedeliske lyd, der findes på Chasing Rainbows, mens den anden vej er belagt med knastørt produceret garagerock. De to forskellige stilarter harmonerer ikke helt, og jeg overvejede et øjeblik, om Lorenzo var kommet til at gå to skridt tilbage, og kun et skridt frem, men tilvænning er heldigvis en tilgivende størrelse, og det brogede førstehåndsindtryk falder i baggrunden efter et par gennemlytninger.

Trods sin længde på beskedne syvogtredive minutter er Baby Woodrose for lang, helt præcis to numre for lang. Heldigvis er de behændigt og skippevenligt placeret sidst på pladen. "Scorpio" er indledningsvist identisk med Lorenzos andet projekt Dragontears' fortolkning af "Masters Of War" blot tilsat harpe, men jeg står helt af, når vokalen begynder tyve sekunder inde. Lorenzo lyder så forlorent følsom i sin sang om den umættelige pige, født i skorpionens tegn, at jeg har svært ved at sætte ord på det, men i mine ører får jeg den samme svidende fornemmelse, som jeg får i øjnene, når jeg skærer løg. Hendes sorte pussy kan bide alt det, den vil, men med hånden på hjertet og to fingre smidt i vejret til en spejdered er dette den første gang, jeg bruger ordet elendigt om Baby Woodrose. Pladens sidste nummer er knap så slemt, men "Secret of the Twisted Flower" lyder som noget, der med god grund ikke måtte komme med på den seneste Dragontears-plade. Trods en spilletid på kun fem et halvt minut sidder man med en fornemmelse af, at nummeret ikke alene nægter at dø, men også insisterer på at blive ved i det uendelige.

Med galden af vejen kan vi vende tilbage til festen, for der er rigelig grund til at skrue op for pladens første ti numre. Baby Woodrose åbner med "Fortune Teller", der med en overdosis af guitar lander et sted mellem den klassiske Baby Woodrose lyd og garagerock - en genre der også er tilstedeværende i "Take It", der i sine guitarlinjer læner sig faretruende tæt op af The Kinks "All Day and All of the Night".

Testosteronen flyder tungt i "Laughing Stock" og "No Mas", pladens to klart mest aggressivt lydende numre. "No Mas" gør ligesom "Fortune Teller" brug af Sebastian T.W. Kristensen fra The Setting Sons vokal i omkvædet, og "No Mas" kunne stilmæssigt fint have fundet plads på en af The Setting Sons to plader. "Countdown to Breakdown" rummer en svulstighed, som jeg savner i de mere tørt rockende numre på pladen, og er i al sin enkelhed pladens højdepunkt.

I den knap så tungt rockende og langt mere udflydende del af pladen finder vi "Open up Your Heart" og "Mikita", der er fløjlsblød jingle-jangle pop, og ikke langt derfra bliver "Emily" tilføjet en liste over kvindenavne - der også rummer "Kara Lynn", "Lillith", "Maya" og "Christine" - som Baby Woodrose har besunget gennem årene. Sangen bringer minder frem om Scott Walker, da han brillerede sidst i tresserne og stadig var til at holde ud at høre på.

Bryder man Baby Woodrose op i enkeltdele, står man med ti gode numre og to for mange. Samler man de tolv numre på en plade, står man med et resultat, der stadig er over middel, men hvor stilforvirring skæmmer det samlede resultat, og pladen truer med at falde ned mellem to stole. Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at det nye Baby Woodrose materiale kommer til at gøre sig godt på scenen, når bandet snart drager landet rundt for at spille op til dans. Hatten af for at Lorenzo har turdet rive Baby Woodrose fra hinanden for at bygge gruppen op på ny, men før han tog skridtet tilbage, skulle han nok have overvejet, hvad retning han ville gå frem i.

Min anmeldelse for Geiger af Baby Woodrose - Baby Woodrose.