lørdag, september 19, 2009
Vi træder ind i noget, der mest af alt ligner en privat forsamling i en privat stue, men vi træder også ind i de lokaler, hvor jeg for 12 år siden påbegyndte min karriere som radiohandler. Derinde havde vi bilstereo, der havde vi kontor, der mangler en væg, og der hvor væggen mangler havde vi Dianas begravelse kørende på en ti-tolv fjernsyn på én gang. Først og fremmest træder vi ind i et par minutters fuld forvirring. For der er intet spor af, at Harders på toppen af Møllergade i Svendborg denne aften skulle ligge lokaler til en Mouritz/Hørslev Projektet koncert, der er kun et par poetryslammere, og et fåtal af fremmødte, og et skrevent program, der ligger på et bord og bekræfter, at jeg har set forkert. Mouritz/Hørslev Projektet er først lørdag. Brødebetynget undskyldning til mine medrejsende, ud af døren, og ned mod bilen for blot fem meter senere at se Lone Hørslev i selskab med dele af projektet gå ind på Harders. Tilbage, forklaring: Poetryslam først, koncerter senere. Hvad jeg ikke vidste var, at Singvogel også var på plakaten, d.v.s. plakaterne for Ordskælvsfestivalen nævnte intet om hverken Mouritz/Hørslev Projektet eller Singvogel, og midteropslaget i det officielle program havde placeret dem om lørdagen. To timer, nogle øl og en del pointuddelinger i rollen som poetryslamdommer senere, kunne vi gå over gården, hvor jeg så tit har balanceret rundt med tomme papkasser og træde ind i spillestedsdelen af Harders. Projektet var denne aften fire musikere og Disa, plus Mouritz og Hørslev. Publikum var Singvogel, personale, os og næppe flere end ti mennesker mere. Alligevel var der fuld applaus og stor begejstring, efterhånden som koncerten kantede sig forbi de stille, de støjende, den om snaps og Lones oplæsninger. Det var såmænd nogenlunde som det plejer, og oven i købet ganske gratis. Kræmmerpungen måtte dog alligevel frem efter koncerten, for nu fås "Blik, Bang Bang" også på vinyl. Et kvarters tid efter at Mouritz/Hørslev Projektet var gået af, gik Singvogel på. En ti minutters tid efter at Singvogel var gået på, gik vi ned til bilen og kørte hjem.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar