Det var ikke mange, der havde valgt at kigge forbi Momentum denne lørdag aften, men som altid, så var Odenses glemte spillested alligevel en garant for en uformel og afslappet stemning.

Som lokalt residerende kan jeg ikke forestille mig et bedre sted, at sætte en koncert op med Er De Sjældne end lige netop på Momentum. Humøret på scenen syntes også, at matche den positive og afslappede stemning, der herskede i lokalet. Er De Sjældne stillede op i trioform, og skal man tro på de ord Solveig Sandnes indledende gav publikummet med på vejen, så er det ikke en form, der tidligere er afprøvet. Udover Solveig Sandnes, så var de andre to tilstedeværende: Disa, der dels gør sig i eget navn, men som også jævnligt optræder sammen Mouritz/Hørslev Projektet, og så Anders Remmer, hvis portefølje er for langt og rummeligt, til at jeg vil være manden, der skal udvælge højdepunkter fra det.

Er De Sjældne havde ikke meget, at komme med, faktisk så lidt at ekstranumrene blev et par reruns af, hvad vi allerede havde hørt en gang før. Det gjorde nu ikke noget, for denne aften var mere af det samme så klart at foretrække frem for at kunne gå lidt tidligere hjem. Der blev leget lidt ekstra i de to gentagelser, publikum blev opfordret til at rasle løs med deres nøgler, og jo, der blev også sunget med.

Selve koncerten var kort, men tilstedeværende. Der blev introduceret sange, og der blev stemt ukuleler. Anders Remmer fik lidt til at lyde af meget, Disa modulerede sin stemme rundt i et effektlandskab, der fint og fornemt klædte musikken, og længst til højre sad Solveig Sandnes skiftevis med guitar og ukulele, og fortalte, hvad de forskellige tekster udsprang fra, før hun tog sangen i sin mund. Koncerten nåede hele pladen igennem, men strakte sig en kende længere end den halve time, det tager at høre Lyserød, Lyseblå, Beige fra ende til anden. Aftenens højdepunkter blev ”Selv Den Bedste Båd Kan Kæntre” og ”Et Hjerte (Er Ikke Et Atomkraftværk)”, selvom ingen af numrene gjorde det store for at fjerne sig fra det udgangspunkt, der er at finde i indspillet form, men det gjorde ingen af aftenens numre. Linjen fra pladen blev holdt, instrumenteringen blev blot lagt om.

Fuglene kredser om Er De Sjældnes tekster, men lige så nærværende er den forlisende, og forliste kærlighed. Enkelte steder finder de sammen, som i ”Spurvehøg”, der viste sig at være delvist baseret på en sand historie. Hjertesorg til trods, blev alt leveret med en sødme, der aldrig kørte over i det kvalme, men blot trak tilhørernes mundvige opad.

Oplevelsen af Er De Sjældne var gennemført sympatisk. Det var sproglig tæft leveret med musikalsk snilde, og et rart bevis på, at det danske sprog kan synges med mere sproglig dybde end det musikalske affald radiostationerne kaster op til lytterne hver dag.