Det efterhånden meget omtalte projekt, hvor Sufjan Stevens spiller sig igennem de amerikanske stater, må endnu engang lide den tort at se sig overhalet indenom af en anden plade fra Sufjans hånd, og hvis The BQE blot er den første i en planlagt komplet række af plader, der hylder hver eneste gren af det amerikanske vejnet, så er der lang vej igen, før Amerika er blevet forenet på plade. The BQE er dog ikke en hyldestplade, men derimod en plade inspireret af the Brooklyn-Queens Expressway.

The BQE blev oprindeligt fremført i et operahus i oktober 2007 ved 25-års jubilæet for en festival. Nu to år senere er der blevet rettet op på de fejl og mangler, der var i den oprindelige opførsel, og værket har fundet vej til plade. Udgivelsen er endt med at blive til et totalværk, der omfatter både musik, film og tegneserie - tegneserien dog kun i følge med vinyludgivelsen.

Forventer man en Sufjan Stevens plade i stil med den stil, man tidligere har hørt ham indspille, udgive og over årene forfine til det mesterlige, så kommer man til at gå forgæves. Forventer man derimod et kompositionsværk, der først for alvor ruller sig ud, når det bliver akkompagneret af den medfølgende films levende billeder, så er man kommet til det rigtige sted. Den klassiske musik er fint afstemt de varme og tidløse billeder, der sideløbende kører i tre rammer i den midterste tredjedel af skærmen. Den simple teknologi, der er brugt til optagelserne, trækker årene ud af billederne og kunne lige så vel stamme fra 60'erne som den nutid, hvor Sufjan Stevens har lavet filmen. Der klippes i takt til musikken, og da "Movement IV: Traffic Shock" speeder det hele op og tilfører The BQE elektronisk instrumentering og tempo, skifter klippehastigheden tilsvarende.

Indtil da har The BQE lydt lige så klassisk og svulmende, som man kunne forvente fra et soundtrack til en hvilken som helst storfilm fra 50'erne. Afsenderen viser først sit ansigt i "Movement III: Linear Tableau with Intersecting Surprise", hvor det står klart, at det er Sufjan Stevens, der står bag. Her skifter pladen nemlig kortvarigt til den samme slags legesyge småklimteri, der går igen på enhver anden af Sufjans udgivelser.

De tre skiftende rammer i skærmens midte har en kalejdoskopisk effekt, der dog dør ud to-tredjedele inde i pladen. Her tager kedsomheden over, billederne flyder sammen, musikken virker som en gentagelse af det, der lige er blevet spillet, og tanken om at finde frem til fjernbetjeningens fast forward-knap virker tiltagende tillokkende.

Det er altid interessant at se, hvad det kan føre med sig, når kunstnere bryder ud af deres vante rammer og indtager en anden scene. Den gode nyhed for Sufjans Stevens er, at han med The BQE ikke falder tungt til gulvet, men omvendt bliver dette næppe til mere end en tankestreg i hans karriere. Som værk fungerer The BQE bedst sammen med de levende billeder, og som anmelder gætter jeg på, at denne udgivelse vil komme til at samle støv på mange pladehylder. Det er godt gået, men ikke godt nok.

(Geigeranmeldelse af Sufjan Stevens - The BQE)