Mine tanker kredser om murens fald, det samme som nyhederne har kredset om de seneste par dage. Faldet bliver lige nu genfortalt på skærmen bag mig, og selv om det hele virker så nært, så kan jeg ikke indkredse, hvad jeg egentlig kan huske fra dengang, og hvad der via tv er blevet genopfrisket over årene. Et ord som fløjlsrevolution husker jeg brugt om det der skete i de andre lande, der trevlede jerntæppet op før det blev Tysklands tur. Hvordan flugten gik gennem Østrig for de, der havde muligheden og ikke turde vente. Det står mig også klart, at alting ulmede i tiden op til murens fald. Bliver grænserne lukket igen? Får det konsekvenser for de lande, der åbnede op eller følger de andre efter, så det utænkelige sker? Jeg ved, at jeg så mange nyheder i dagene, hvor det skete, og jeg bilder mig ind, at jeg husker billederne af folk på toppen af muren, der deroppefra symbolsk brød muren ned, og billederne af bilerne der som de første kørte over grænsen. Murens fald står ikke så klart i min hukommelse, som jeg kunne ønske, men murens fald står som symbolet på den måske vigtigste historiske begivenhed, der har fundet sted i min livstid. Nemlig jerntæppets fald og begyndelsen på foreningen af øst og vest i det Europa, der her tyve år senere stadig deler europæerne op i det A-hold vi selv tilhører, og det fattige og forurenende B-hold østfra, der dog langsomt nærmer sig. Det Polen, der findes i dag, er næppe så tilbagestående som det samme land min far besøgte for nitten år siden, mens andre lande stadig befinder sig i den dybeste armod. Derfor er det vigtigt for mig, at prøve at huske, hvordan jeg oplevede det og hvordan det har været, så jeg engang kan forsøge, at forklare mine børn hvordan det var og hvorfor det aldrig skal blive sådan igen.

Tor auf.