Odense er meget lig landet byen ligger i. Styret af en borgerlig ledelse, med et socialdemokratisk alternativ, der mere står som the lesser of two evils, end et egentligt alternativ til nuværende styre. Jeg har i al min tid som vælger enten stemt rødt eller blåt, aldrig rødgrønt eller rødt og hvidt, men er altid søgt ind til området omkring midten som enten venstremand eller socialdemokrat, med en enkelt afstikker til CD da valgkampen for et par år siden blev for ulækker, og Mimi Jacobsen syntes at være den eneste, der ikke trængte til at få vasket sin tankegang med sæbevand. På tirsdag skal der så krydses klinger med den politiske virkelighed igen, og som vælger i Odense kan man vide sig sikker på, at manden i stolen efter tirsdag stadig hedder Boye. Om det så bliver Boye den ene eller den anden er det indtil videre kun muligt at spå om, selv om gisningerne trækker mod venstre. Ifølge DR og deres mulighed for at holde ens egne holdninger op mod politikernes, er jeg fanget som en lus mellem to negle, og må erkende mig 68 % enig med begge spidskandidaterne, men spørgsmålenes emnevalg var også uden for mit gebet. Der er endnu nogle år til jeg kan forholde mig til skolevæsnet, og endnu flere til ældresektoren bliver relevant for mit vedkommende. Den offentlige trafik går der år imellem, at jeg benytter, så heller ikke der kan jeg fostre en egentlig holdning. Eneste punkt, hvor jeg kunne melde klart ud, var ved spørgsmålet om hvorvidt kulturen skulle stå først for skud, når der skal spares penge. Og nej, det synes jeg naturligvis ikke den skal. Det ligger fast, at mit kryds til regionalrådsvalget bliver den vanlige blanke stemmeseddel. På det mere nærlokale plan er jeg stadig blank, hvad end jeg gør med min stemme bliver det alligevel en Boye.