Paper Covers Stone er en genfortælling af, hvad Willard Grant Conspiracy har på samvittigheden. Pladens indspilninger er indfanget af en mikrofon fra et sted mellem et demolandskab og lyden af en minimal besætning på scenen, og de er i deres nedbarberede tysthed ganske foruroligende at lytte til. Det er ganske basalt, det er en mand, der i dette tilfælde er Robert Fisher, og det er hans musik, der i dette tilfælde er lig med Willard Grant Conspiracys output, der med Robert Fisher selv i forgrunden bliver omgjort og præsenteret i gengivelser begået af fire mand, tre mand, to mand eller blot ham selv. Resultatet er nonchalant og intenst, om det er de nær spirituelle sange fra Pilgrim Road, de dommedagsbuldrende rocktoner fra Let It Roll, eller om det er sange fra før de seneste to udspil. Alt leveres med selvsikker og rolig hånd, og serveres som et gyldent bevis på, hvor stærkt sangmaterialet fra Robert Fishers hånd er. Selvom 90'ernes unplugged og fremførslen af numrene fra Paper Covers Stone er bygget på den samme tanke om at bryde musikken ned og bygge den akustisk op igen, så er der milevidt fra den polerede lyd unplugged blev solgt på, og til Paper Covers Stone, hvor knasterne stadig stikker frem og risikoen for splinter er overhængende. Robert Fishers gravkammerrøst er massivt tilstedeværende pladen igennem og er den pille pladen bliver bygget op omkring. Det er også i den man finder det foruroligende. Intet synes, at kunne ryste den. Uanset tekstens emne, uanset musikkens opbygning, så står den med stoisk ro i midten af det hele. Ingen tvivl om at Paper Covers Stone får et ekstra aspekt fordi jeg i forvejen er bekendt med musikken, men den burde tale til enhver.