Det er udelukkende grundet min svoger, at jeg har noget, der ligner familiære relationer til Horne Land. Han var med i dag, men det var ikke hans skyld, at familien forsamlede sig dernede. En anden del af familien havde taget deres julelogi i en bjælkehytte tre rækker fra vandet. Med en udsigt der i dag tog sig ud så grå som den sidste del af turen ned til dette fynske randområde. Hvis jeg ikke havde set området i sommertid, ville jeg spørge: hvad gavn gør al denne golde jord i dette trøstesløse og nytteløse grå vinterlandskab, andet end at fjerne det smeltevand, der lige nu truer med at tynge denne del af Fyn ned i havet, hvis den opsluger det, og oversvømme området, hvis den ikke gør. Derfor sidder jeg nu og tænker på Dyreborg, der ligger få kilometer derfra, hvor jeg flere somre er kørt forbi endeløse rapsmarker, kirsebærplantager og skove for at nå frem til det, der bedst kan beskrives som en isoleret idyl. Mest tænker jeg dog på Claus Beck-Nielsen før han krøb op i røven på sig selv, og i kunstens interesse tog livet af sit navn. For ti år siden skrev han romanen Horne Land. Det måske mest mørke familieportræt jeg har læst, og en titel jeg i mine tanker vender tilbage til, hver gang jeg er på disse kanter. I dag kunne jeg så se det ved selvsyn, at sådan kan her også være. Væk er forårets spiren, sommerens idyl og efterårets friske åndedrag ind i ansigtet på de, der trodser vejret og vover sig ud. Dette grå er altså også Horne Land, og i dag kan jeg se huset gemt af vejen, og jeg kan se, hvordan det alt sammen kan ske i dette ødeland, der i dag får asken og betonen til at bøje sig i skam når spørgsmålet lyder: hvilken grå elendighed er den største? Horne Land, nu kan jeg se det.