I teenageårene, hvor min smag var klart defineret ud fra andres mening. Der var det en årligt tilbagevendende begivenhed at tælle op hvor mange krydser man kunne sætte ud for titlerne på musikbladenes årsbedstelister. Jo flere, jo bedre, men i takt med at alderen og en tilnærmelsesvis selvstændigt defineret smag tog til, der aftog antallet af krydser. I år er lavpunktet så nået, og kun disse har jeg kunne krydse af.

Uncut:

11: Bill Callahan – Sometimes I Wish We Were An Eagle

17: Doves – Kingdom Of Rust

Mojo:

2: Bill Callahan – Sometimes I Wish We Were An Eagle

Gaffa:

18: Morrissey – Years Of Refusal

39: Bonnie ”Prince” Billy

Dermed ikke sagt, at der ikke kom noget godt i år, for det gjorde der. Mine bud kommer her. Øverst på skamlen glider Bill Callahan ind. Egentlig havde jeg afskrevet ham, og det er vist ikke meget mere end et år siden, at jeg solgte alle mine Smog plader, for jeg var kørt træt i ham. Samme rille, samme stemning, samme stemme, altid det samme. I sommers stod vi så i en bladbutik, hvor min kæreste hovedkulds forelskede sig i et nummer, der blev spillet på butikkens anlæg. Stemmen var der ingen tvivl om hvem tilhørte, og tilbage i Danmark igen købte jeg Sometimes I Wish We Were An Eagle som en påmindelse til kæresten om, at jeg både lytter og husker engang imellem. Jo mere vi fik den hørt, jo mere kunne jeg igen høre hvor fantastisk en stemme Bill Callahan har. Årets anden store glæde var Willard Grant Conspiracys Paper Cover Stone, der rummer en række genfortolkninger af egne numre. Igen er det stemmen, der er i fokus. Robert Fisher er uforlignelig nede i de dybe oktaver, og det nøgne og nedbarberede udtryk, der gør sig gældende på Paper Covers Stone klæder virkelig de i forvejen stærke sange. Woodpigeon opdagede jeg ved et tilfælde sidste efterår, de berigede i den grad mit musikalske år med Treasure Library Canada, der befinder sig i samme territorium som Leisure Society, der med tiden også nok skal være at finde blandt årets plader i 2009, men desværre har jeg endnu ikke fået hørt Sleeper nok til at uddele medaljer. Bob Hund gad jeg lige pludselig også godt høre på igen i 2009 da de med Folkmusik.. vendte tilbage i topform og lidt til. Elbow får titlen som årets liveplade med The Seldom Seen Kid Live At Abbey Road. Rosende omtale er der også til denne række navne: Big Bad Voodoo Daddy, Jason Lyttle, Espers, Marissa Nadler, Morrissey, Doves og Handsome Faily, der alle har udsendt fine plader, der dog ikke overgår tidligere tiders bedrifter, men som stadig er værd at investere i. Eels må trække titlen for årets milde skuffelse, for den noget rodede Hombre Lobo. En plads som også Bonnie ”Prince” Billy kandiderede til med Beware, som jeg ikke har den store lyst til at smide på anlægget. På opsamlingsfronten har både Iron & Wine og Billy Childish udsendt fantastiske triple lp’er, dels med uudgivne ting, og i Billy Childishs tilfælde en retrospektiv opsamling, der rummer numre fra de fleste af de grupper han har spillet med i. Årets udenlandske opsamlingsplade er Routes Of Rockabilly, der på tre cd’er leverer en perlerække af numre fra 40’erne og 50’erne med Johnny Cash og Hank Williams som de genkendelige navne, men med et væld af ukendte navne og numre som det virkelige trækplaster. Serien Reggae Chartbusters, der fordeler sig over 6 cd’er blev også genudgivet i 2009, og er svært anbefalelsesværdig, hvis man ønsker noget reggae på pladehylderne. Endelig skal der ikke være nogen tvivl om at Morrissey var årets udenlandske koncertoplevelse. Et tætpakket Posten med en tændt Morrissey på scenen var ganske enkelt eminent.

På den danske front kunne jeg placere fire krydser på Gaffas top ti.

3: Jens Unmack – Dagene Løber Som Heste

7: The Raveonettes – In And Out Of Control

9: Cody – Songs

10: Mikael Simpson – Slaar Skaar

Indenlands er der ingen tvivl. Cody var årets store overraskelse, årets oplevelse, årets udgivelse, årets ep og årets danske koncertnavn. Det hele er simpelthen så pissefantastisk, at jeg vil nøjes med at bøje mig i støvet, i stedet for at uddybe. Lone Hørslev er også i top, både via Mouritz/Hørslev Projektet, der hermed får min pris for årets dansksprogede plade, og så naturligvis via Er De Sjældne, der må nøjes med andenpladsen. Begge grupper har jeg haft fornøjelsen af at se i år, og begge grupper ser jeg gerne igen. Det er smukt poetisk, det er fantastisk popmusik og det er to sider af hver sin sag, men med en fornem rød tråd trukket igennem de to udgivelser. Jens Unmack fortjener også et klap på skulderen. Dagene Løber Som Heste er hans hidtil bedste soloplade, der placerer sig mindst en klasse over de to foregående. På pladserne, der ikke udløser medaljer, men stadig giver adgang til det gode selskab finder vi Baby Woodrose og Setting Son, der begge har begået fine plader. Mikael Simpson og Raveonettes har begge udgivet plader i 2009, der rummer fine numre og egentlig ikke skuffer, men som jeg ærlig talt ikke gider smide på pladespilleren. Uden for kategori finder man Balstyrko, som jeg ikke har investeret i, men omvendt ikke kan lade være med at have sympati for. Ingen tvivl om at jeg i det små skærer tænder når jeg nærlytter teksterne, men som baggrundsmusik er det pop af høj klasse. Den største danske koncertoplevelse i år var Love Shop, der fyldte Posten og helt blottet for unødig nostalgi og Hilmerhyldest indtog scenen så stærkt, at man skulle tro de aldrig havde været væk. Det havde de heldigvis, og tidligere tiders overdoser af melankolsk pop var nu afløst af en længsel efter den, der i den grad blev indfriet. På en delt førsteplads finder man også Cody, for de to fantastiske koncerter jeg nåede at se med dem i år, og så Bikstok Røgsystem, der lagde lyd til det, der i min verden var årets fest. Ikke langt fra Bikstok Røgsystem finder man Malk De Koijn, der må lide torten som årets koncertmæssige skuffelse. Et fesent playbackshow, blottet for den magi forventningerne var skruet op til, var alt det kunne blive til.