Tredje gang er lykkens gang, og sådan forholder det sig også, når man ifølge pressemeddelelsen gør sig i mord og modbydelige madammer krydret med morfar-instrumenter. The Untamed har absolut fået det optimale ud af deres fem dage i studiet.

Én eneste gang har jeg haft fornøjelsen af at se The Untamed i levende live. Det var dengang i en ikke alt for fjern fortid, da DR stadig havde til huse på Rosenørns Allé og hvert år brugte en lørdag i april på at lade radiohuset rocke af stort og småt fra den danske musikscene. Programmet for hvad der skulle ses på dagen blev lagt, og første punkt på dagsordenen var The Untameds åbningsbal i Studie 4. Koncerten skød resten af dagen i sænk med et ubærlig højt lydniveau og en energi så intens, at den kunne skære i skiver. Det var ganske enkelt fantastisk. Tre år senere sidder jeg så med The Untameds tredje udspil og prøver at få nostalgien ud af systemet, før jeg sætter ord på det, de nu har gjort.

I indieverdenen ville Delicious Death.. snildt kunne prædikeres som lo-fi, men der skal sprøjtes megen indiewank over pladehandlerdisken for at matche det testosteronniveau The Untamed lægger for dagen. Pladen er møgbeskidt indspillet, et træk der, som en god bh, både løfter og støtter den musik, The Untamed spiller. Stilmæssigt har The Untamed lagt sig et sted mellem psychobilly og garageblues, et sted hvor intensitet er en kvalitet i sig selv, og et sted, hvor sangene frit kan kredse om glansbilledepolerede variationer af døden, og hvad der dertil hører af moralsk anløbne referencer, når udgangspunktet er et rendyrket rock n' roll univers.

Den tekstmæssige troværdighed er på tegneserieniveau. Det hele virker som én lang pastiche på samtlige rock og rul klichéer fra 50'erne, og det er tæt på, at bægeret flyder over når The Untamed på "Ghost Radio" halvvejs inde i pladen lytter til 66,6 FM. FM-båndet starter først ved 87,5 mHz, og man kunne med fordel have placeret "Ghost Radio" på mellembølgebåndet omkring de 666kHz.

Lige så overflødig som det stykke fakta må virke, lige så ligegyldigt er det, om teksterne er noget, man leger eller lever, og hvorvidt troværdigheden er på plads. For når resultatet skal gøres op på bundlinjen, og noteres ned med to linjer under facit, er det med den største begejstring, jeg igen og igen har lyttet til Delicious Death...

Det meste af den energi og intensitet, jeg kan mindes fra mit seneste møde med The Untamed, har også fundet vej til Delicious Death... The Untameds tredje plade er ganske enkelt en medrivende størrelse og samtidigt en noget mere helstøbt affære end de to foregående udspil. Faktisk kan jeg ikke komme på en eneste anke imod denne plade. Dermed ikke sagt at jeg vil udråbe Delicious Death.. til et mesterværk, men der er trukket en rød tråd igennem pladen, der stemningsmæssigt, produktionsmæssigt og stilmæssigt bliver fulgt hele vejen igennem. Nogle gange bliver der trådt lidt til den ene side, andre gange til den anden, men de små sidespring sikrer et varieret udtryk, der gør at man gider høre Delicious Death.. til ende. Også mere end én gang.

(Min anmeldelse af Untameds Delicious Death for Geiger)