Vi havde også jul dengang jeg var klummeskribent.--

Ding-ding-ding

Ding-ding-ding

Ding-ding

Ding

Ding-ding

…Og så toner kulsoen og ham det bruneste af punktummerne igen frem i en reklameblok på tv. I den samme reklame som vi også hadede første gang den blev sendt, men nu er det med ny voiceover og nyt produkt - Bubber julebryg nu i handlen på store dåser. Det kan kun betyde en ting og jo, den er god nok. Det er julebrygstid, det er julefrokosttid, det er tid til at låse dine døtre inde, stænge byporten og samle byens våbenføre mænd hver gang vi nærmer os ugens afslutning, for indtil højtidshysteriet er overstået om halvanden måneds tid, bliver weekenderne et anarki af dimensioner!

J-dag var for mig, en påmindelse om, at året ud skal jeg helst holde mig fra den indre by i weekenden. Jeg har intet at gøre i en by, hvor gader og stræder, bænke og barer er fyldt op af folk, der normalt ikke frekventerer den festlige del af bylivet. Hver fredag-lørdag bliver året ud, ligesom tv-underholdningen efterhånden er blevet, afviklet som amatørernes aften.

Der er nemlig langt mellem snapsene blandt de folk, der præger nattelivet i november-december - et års tid vil jeg gå så vidt som at mene. Så selvfølgelig, når nu folk ikke drikker så tit, jamen så er det da sæsonbetonede guldøl der skal på bordet. For når der hygges skal ingen mangle noget. Hverken medister, fællessang eller sandheder, der gerne i nævnte rækkefølge finder vej til bordet.

De færreste jobbeskrivelser fortæller noget om, hvor vidt man skal kunne kigge hinanden i øjnene mandag morgen eller ej, så når nu man i dagens anledning kan tale mand til mand som ligemænd oppe ved buffetbordet, hvorfor så ikke lige få et par ting på plads. Måske endda tage det udenfor, hvis der er uenighed om hvor skabet skal stå.

Det er det samme hvert år, de grå mus mister fodfæstet , de dumme bliver dummere og en del ville ønske, at der fandtes en mere vidtrækkende fortrydelsespille, der også dækkede ord og handlinger.

Så nej, ikke flere weekendture til mig i år, for nej, selvom ovennævnte typer ikke udgør flertallet, så er det dem, der fylder bybilledet op året ud – så hellere kigge kalenderen igennem og finde en ledig stund til en bytur en torsdag aften, en tirsdag eftermiddag eller hvornår det nu kan passes ind.

Så kan jeg vende tilbage til januar, hvor byen er dejligt halvtom og de ovennævnte er forsvundet hjem igen for at pleje deres moralske tømmermænd.

---

I dag er dagen før dagen før dagen før dagen før dagen før dagen, det kan faktisk næsten ikke komme tættere på. Julen lurer som bekendt lige på den anden side af årets korteste dag, der dog stadig hører til blandt årets længste når man kigger på butikkernes åbningstider. Igen denne jul synes alt at være ved det gamle. Julepynten pakkes ud og sættes op, gaverne pakkes ind og lægges ned under træet, hvert individ sine ritualer, der uden tanke på fornyelse udføres hvert år til denne tid - traditioner er på godt og ondt vanetænkning omskrevet til festligt brug.

Jeg kan dog hverken hidse mig op til eller over julen. Julepynten her i huset strækker sig til de to juleøl, der lige nu ligger i mit køleskab og så mængden af sammenkrøllede dankortkvitteringer fra dagens gaveindkøb, der som grovkornet sne ligger spredt udover mit spisebord.

Når det kommer til julen mestrer jeg i særklasse begrænsningens svære kunst. Jeg smyger mig snildt udenom den overflod af overflødigheder december måned tilbyder af pynt, pis og papir – engang i mellem må man undres over hvad folk hellere vil have end penge. Skulle nogen føle skam ved tanken om deres eget overforbrug, er afladsbrevet heldigvis vendt tilbage i en moderniseret udgave, hvor man kan købe sig til ren samvittighed for prisen af en ged, en gris eller ti høns og en hane. Alternativt kan man blive højtidshellig og som så mange andre finde vej til kirken på mandag, dagen efter dagen hvor kirken ellers har åbent året rundt, men hvor de færreste synes at føle behovet for direkte kontakt til det ophøjede. Endelig er der muligheden for at vente på at vi træder ind i 2008. En ny begyndelse, tavlen bliver vasket ren og alt hvad klichékanonen ellers kan trække af udsagn, der giver os troen på at fremtiden tegner lyst og helst lysere – uanset hvad udgangspunktet måtte være. Selv læner jeg mig tilbage og tænker, at det hele nok skal gå.

Hvor meget eller lidt man vil det, så ender julen og årets afslutning altid som refleksionernes tid. Hvem mødte jeg og hvem sagde jeg farvel til? Hvem trådte i karakter, hvem svigtede og gjorde jeg selv hvad jeg kunne for mig, mine og gud, konge og fædreland? Jeg vælger at tro at min egen karakter er til godkendt.

Om det bliver traditioner, trivialiteter eller din tro, der bringer dig igennem første halvdel af næste uge – herfra lyder der et håb om en rigtig glædelig jul og et godt nytår.