Fitness betyder vrik og vrid, og det var i den grad, hvad der blev serveret i løbet af den time det stod på. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set musikvideoer andet end som baggrundsstøj, men i dag blev jeg fanget og fik det hele med. Ikke på grund af vrikken og vrideriet, men forudsigeligheden i videoerne fastholdt mig som et lille barn i den alder, hvor gentagelse og repetition er det bedste i verden.
Om navnet er Britney, Beyonce eller Lady Gaga synes alt skåret over samme opskrift. Vrik, vrid, kostumeskift, og sceneskift. Ingen handling foruden den førnævnte, ingen mening bag handlingerne, intet forsøg på at skabe en sammenhæng mellem scenerne, og så en afsluttende sekvens taget ud af det blå, hvor videoen fader ud. Plus (naturligvis) udskæringer, der i bogstaveligste forstand går hen og bliver navlebeskuende.
Det er som det alle dage har været. Sex sælger, og i mangel på det må antydningens kunst tage over. Det er dumt, og i større mængder sikkert også fordummende. Det er alt det som pop, rock, pigtråd og beat gennem tiderne er blevet skældt ud for at være, og jeg er nu blevet en del af den ældre generation, der løfter pegefingeren og gør opmærksom på det forfald tidens toner fører med sig, hvor form i højere og højere grad står over indhold.
Jeg bryder mig ikke om at intellektualisere underholdning, og ovennævnte skal heller ikke ses som et forsøg derpå, MEN fanget ind af det, som ethvert andet dumt dyr, der lader sig fange i skæret fra et sæt forlygter, kunne jeg ikke undgå at konkludere, at alt kan sælges bare det er pakket pænt nok ind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar