En af de stærkeste viser jeg har kendskab til, er "Vem Kan Segla Forutan Vind". Primært udødeliggjort udenfor Sveriges grænser af Lee Hazlewood, der inkluderede den på "Cowboy in Sweden", hvor han lod Nina Lizell om den svenske vokal. Jan Johansson jazzede den ned, og inkluderede den på "Musik Genom Fyra Sekler", der var en samling af svenske viser, der blev brugt som baggrundsmusik i svensk radio. Jens Lekman har brilleret med den live, og man fornemmer i hans introduktion af sangen, at noget må den fylde for den svenske folkesjæl. Herhjemme blev den fordansket af Carl Viggo Meincke. En revyforfatter, der også leverede teksterne til eksempelvis "Man Bliver Så Glad Når Solen Skinner" og "Når Lygterne Tændes", men som under besættelsen meldte sig ind i DNSAP, og leverede tekster til tyskervenlige revyer. For tiden er det dog en norsk udgave af sangen, der må noteres som min favorit. Kalbakken, der har taget navn efter et beboelsesområde i Oslo, inkluderede den da de sidste år udgav "Then I Saw Summer And Sun On The Earth". Det er en umiddelbart klaustrofobisk, og umusikalsk fortolkning, men her henunder de aftener, der er gået siden jeg stødte på den, er den alligevel krøbet ind under huden på mig (MP3).

Vem kan segla förutan vind,
vem kan ro utan åror,
vem kan skiljas från vännen sin
utan att fälla tårar?

Jag kan segla förutan vind,
jag kan ro utan åror
men ej skiljas från vännen min
utan att fälla tårår!