På min arbejdsplads benytter vi os dagligt, og dagen igennem, af baggrundsmusik. Kanalvalget veksler mellem det udbudte udvalg af kanaler, og lander i mangel af bedre som regel på P3, når altså valget er mit. Min kollegas musikalske præferencer er i en noget anden boldgade end mine egne, og indskudt bemærket er mine musikalske præferencer noget ganske andet end det publikum P3 spiller for, men som sagt: "i mangel af bedre". Ganske ofte ender radioen på POP DK, der ifølge statsradiofoniens egne ord "..er kanalen med de store danske pop hits og popnavne fra 80erne og 90erne og op til i dag". Fokus er klart orienteret hen mod 80'erne, og berører naturligvis her de mest oplagte: Rocazino, Ray Dee Ohh, Tøsedrengene, Dodo & The Dodos, One Two, Shu-Bi-Dua, Halberg/Larsen og med en beklagelig selvfølgelighed også Rugsted Kreutzfeldt m.m.. Disse navne bliver garneret med senere navne som Big Fat Snake, Danser Med Drenge og et par navne til af den slags de fleste ellers kun hører hos frisøren, og oven i hatten får man så et tilbagevendende arsenal af kuriositeter, så som Arvid, Nick Name, og Doraz. Som på de andre DR Dab kanaler er udvalget af titler begrænset, og der er derfor intet til hinder for at POP DK runder det samme nummer 2-3 gange pr. dag, dag ud og dag ind. Hvad jeg ikke forstår er: hvem er de mennesker, der uden at lade sig genere af det, frivilligt slår ind på sådan en kanal? Og! Findes disse enfoldige mennesker virkelig i en mængde, at man kan forsvare en kanal som POP DK?

Jeg erkender gerne, at jeg er miljøskadet af for megen musikinteresse igennem for mange år, og at selv når musikken blot fungerer som lydtapet, så lytter jeg stadig med, og falder musikken ikke min smag så skærer det mig i ørerne på samme måde som transformatorstøj eller en myg i natten. Det er mig derfor ubegribeligt, hvordan denne redelighed kan få plads på DR's budget. Eneste formidlende omstændighed ved POP DK er Love Shop og Gangway, der en sjælden gang bryder klægheden, men to stjerner gør ingen himmel eller hvad det nu hedder...