Torsdagens Tinderstickskoncert var en åbenbaring i den retning, at jeg igen måtte indse, at det med at stoppe mens legen er god også gælder som koncertgænger, og at tredje gang man ser en gruppe sjældent er lykkens gang. Lad os bare få karaktergivningen på plads med det samme, ud fra 13 skalaen hentede Tindersticks et 7 tal hjem. Dels trækker deres insisteren på primært, at hælde nye numre ud fra scenen ned, og dels er man blevet for dygtige, når filmen skal knækkes mellem hvert nummer for at skifte instrumenter. Det er trods mange insisterende forsøg er det ikke lykkedes mig, at få "Falling Down a Mountain"til krybe ind under huden på mig, hvad der også påvirker min oplevelse af koncerten i negativ retning, den samme problemstilling havde jeg også med "Hungry Saw". Da Tindersticks besøgte Vega i forbindelse med sidstnævnte plade, virkede det dog til, at de havde mere at komme med, det vil sige: der var mindre nyt på programmet. Turen var dog langt fra forgæves, for opvarmningen stod der CODY på. Jeg har flere gange tidligere lovprist deres virke, og endnu en gang formåede de at sparke benene godt og grundigt væk under mig. Seks numre talte jeg, med et klart højdepunkt i "Down in the Dark", der var tæt på at reducere mig til et flæbende vrag da Line Felding for alvor åbnede op for countryvokalen mod sangens afslutning. Lige som med tilfældet Tindersticks, er det også tredje gang jeg hører CODY, og hvor Tindersticks kurve har været let og jævnt faldende fordelt over de år, hvor jeg har set dem live, er CODY på et år blevet god, bedre, bedst og kan næppe overgå sig selv, når jeg igen til maj skal stå foran en scene med dem på.