Der går lidt tid, og så går det sjove af knepperiet, der som oftest foregår udenfor den tosomhed det aldrig går helt godt med. Maden, der vidner om en mand, der kender sin vej rundt i køkkenet, og ved hvor fingrene skal sættes på tastaturet, når den skal beskrives, mætter mere og mere på forhånd, og synes til sidst mere overflødigt overflodsagtig end egentlig indbydende. Og så er der vinene, stednavnene, omgangstonen og den evige overflade alle figurerne glider henover. Hvert andet ord fylder én med irritation, og de ord der er derimellem fryder. Og det er en blanding af fryd og forbandelse man bliver efterladt med når man slutter "Han Danser På Sin Søns Grav", for mens irritationen over karaktererne tager til bogen igennem, så må man gi' Martin Kongstad, at han har et solidt greb om sproget, og aldrig griber til 180 graders vendinger eller andre kunstgreb, der kunstigt pumper ny spænding i historierne, men tvært imod med sikker hånd styrer historien hjem. Irritationen over persongalleriet til trods er der noget formildende over, at det er Mikkel Vallin, der går igen som hovedperson historierne igennem, og det er svært ikke at føle bekymring, mens man mellem linjerne langsomt, men sikkert, ser forfaldet tage til. Jeg har ladet "Han Danser På Sin Søns Grav" lagre siden jeg fik den i julegave, og det måske i en grad, at den har ligget så længe, at den er begyndt at gære. Der var i hvert fald en lille bismag af skuffelse forbundet med at læse bogen, men mine forventninger har også været skruet op til ganske højt i kraft af den sproglige tæft Martin Kongstad har vist igennem sit virke som journalist. Den kleine skuffelse til trods, måtte der gerne komme mere, og det gerne snart.