Mojo, Uncut og så egentlig ikke så forbandet meget mere, det er det, der normalt skal til for at dække mit behov for blade. Jeg holdt i en periode, fra Dan Túrell var på forsiden af et af de første blade, og til en håndfuld år senere, Euroman, indtil jeg måtte indse at herremode næppe nogensinde blev mig (og jeg fik ret), og at de bragte artikler faldt i kvalitet, i takt med at Euroman steg i antallet af udgivelser. Siden da har jeg ikke abonneret på noget i magasinform. Jeg forstår godt min kærestes kvaler med at vælge, hvilket blad hun vil have med sig når hun bladshopper, for mængden af dameblade synes uoverskuelig, men først da jeg tidligere i dag stod sammen med hende midt i DSB kioskens bladudvalg indså jeg hvilket helvede man befinder sig i, når først man har besluttet sig for at slæbe et blad med hjem. Lige præcis dét var nemlig min tanke, og mens kæresten kiggede dameblade, gik jeg ombord i de resterende. Et nyt S Magazine havde hurtigt løst min kattepine, men det var ingen steder at se, og jeg har ingen anelse om der er nyt på vej. I det område af bladhylderne, hvor jeg gættede på det skulle stå var der dog rigeligt med alternativer, men intet der faldt i min smag. Alle var de alt for opstyltede, med al deres up n' coming artister/designere/bands m.m., og al for megen mode, der ser lige så forudsigeligt hipt ud på deres sider, som når det sidder på en 22årig med ironisk overskæg, og sin korrekt farvestrålende kasket kækt på sned. Et tegneseriemagasin skilte sig ud i stakken, men ak, al for megen tekst af al for lav kvalitet. Jeg trak mod højre, forbi musikbladene, forbi tatomagasinerne, forbi motorcykelmagasinerne, forbi den stadigt svindende mængde af pornoblade, og endte i afdelingen for herreblade. En overskrift om John Gotti, og mafiaens død som magtfaktor fangede mit øje, men tysk Playboy ville næppe blive værdsat hjemme på stuebordet, og argumentet om kun at købe Playboy for artiklernes skyld hører vist USA og fortiden til. M tilbød guidelines til 11 sextips og 10 drukspil, mens Anders Lund Madsen tonede frem på forsiden af det selvsamme Euroman som jeg læste ved frisøren i sidste uge. Det kan læses på den halve time en klipning tager, og befrier mig på befriende vis fra enhver form for smalltalk med frisøren. Tilbage var fitnesssektionen, og en stak fotoblade skjult under en pult fra Danske Spil. Jeg endte med at tage Newsweek fra avisstanden, Costume fra kærestens hånd, og dankortet på beløbet.