søndag, maj 09, 2010
Cody, immer wieder Cody! Denne gang var det Kulturmaskinen, der lagde lokaler til Cody. Borde, stole, levende lys og levende mennesker, der modsat det publikum, der havde taget turen til Magasinet i går aftes, havde lært, at nok er tale sølv, men det der med at kunne holde kaje kan være guld værd! Lokalet var tilpas pakket, og da vi trådte ind satte musikken i gang som var vi tegnet på at nu kunne koncerten begynde. Vokalharmonier i tiltagende styrke blev startskuddet til et første sæt, der nåede at give mig gåsehud flere gange. Det Cody leverer fra scenen går lige i flæsket på mig, og i så perfekte omgivelser som i dag, hvor døren var lukket, publikum stille og alt var intimt og afpasset, var det ekstra nemt, at overgive sig. Hele første sæt var business as usual. Det var Cody som forventet, og Cody der igen indfriede de efterhånden tårnhøje forhåbninger, jeg har når jeg ser dem. Andet sæt startede ganske uden forstærkning, Cody linede op foran scenen, og leverede tre numre håndholdt nordicana til de fremmødte. Tilbage bag mikrofonerne forsatte koncerten, hvor den havde sluppet ved først sæts slutning, og da koncerten sluttede ville publikum ikke slippe Cody. Endnu et nummer blev leveret håndholdt, med intet andet end stemmer, guitar og banjo. Hvis sangen var hjemmestrikket så tager jeg hatten af, for den lød i tekst og stemning så langt hen imod Louvin Brothers det er muligt at komme. En mere fik vi, og så kunne vi gå hjem, lette om hjertet, og med forventningerne indfriet endnu en gang.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar