Takket være de senere års teknologiske landevindinger nåede jeg, at putte to koncerter ind under frakken i går. Første koncert blev nået i form af en knap så ny teknolog kaldet en taxa, for at trodse vejret, det vel mest lavteknologiske der findes.

Baby Woodrose gav den gas i Kansas Citys lavloftede lokaler, hvor de i løbet af koncertens varighed fik trumfet sig igennem deres bagkatalog med indlagte gæsteindslag fra Lady Gaga og The Raveonettes. Søde var de, som de stod der på scenen med deres matchende bas og guitarer, det vil sige så søde som det er muligt at være, når man leverer noget så intenst beskidt som det, der blev leveret igår. Kald det flair, kald det et talent, kald det en evne, men Lorenzos Woodroses måde at levere udsyret og gennemtævet garagepsych overgås ikke her til lands, han er ganske enkelt eneherskende på det felt, og har ingen over sig, og ingen i noget, der ligner umiddelbar nærhed af at komme op på siden af sig. Der var blevet gravet dybt i teksthæfteskuffen, for sangene fra "Blows Your Mind" flød i en lind strøm, men det var hele bagkataloget, der var sat i spil. "Born To Loose" blev trukket ud i det ekstreme, og da "I Lost You In My Mind" blev leveret, havde jeg et halvt sekund øjenkontakt med Lorenzo da han krøb ud blandt publikum og flåede covernummeret færdig liggende på gulvet, en øjenkontakt med et blik så intenst, at det stadig her på anden side natten sidder fast i hjernebarken på mig. "Caught in a Whirl" og ..man skulle ikke tro det, men her kommer et nummer skrevet af Sune Wagner.. i form af "Beat City" var blandt ekstranumrene, hvor energien blandt publikum blev understreget da lokalets ældste var oppe og ride på skuldrene af to tilfældige under "Blows Your Mind", hvad der som noget nær altid også kunne være en passende titel til gårsdagens koncert.

Vel hjemme igen, blev nettet tjekket for, hvad nyt der måtte være hændt, mens jeg var ude. Via et link på en af netaviserne sad jeg pludselig et par minutter over to, og så The National live og direkte fra New York, hvor de spillede til fordel for Red Hot organisationen, den samme organisation brødrene Dessner kompilerede "Dark Was The Night" for. Nye numre flød frit blandt gamle kendinge, og allerede nu sidder jeg derfor med et lille håb om, at den række af europæiske datoer, der er fastsat i slutningen af året bliver udvidet med et dansk stop eller to. For det var så absolut gensynsglæde, og ikke blot genkendelighed med nye numre indlagt, der prægede mig, da jeg lidt i fire krøb til køjs efter aftenens uventede bonuskoncert.