Har man styr på sin argentinske slang, eller bakker man snagvendt godt nok til hverdagsbrug, og er man almindeligt begavet i en grad, hvor man kan lægge to og to sammen uden større besvær, så vil det ud fra navnet Gotan Project ikke være svært at pege sig i den musikalske retning, hvor gruppen hører hjemme.

Gotan Project brød lydmure ned i den ganske verden, da de i 2001 udgav La Revancha Del Tango, hvor de med ét bragte tangoen ind i det nye årtusinde blot ved at tilsætte elektroniske undertoner. De genopfandt ganske enkelt tangoen (hvis man skal tro, hvad man læser), og argentinerne elsker dem for det (hvis man skal tro, hvad man læser), men hvor meget end udlån og udsalg af pladens numre til reklamebranchen har gjort for at devaluere La Revancha Del Tango, så er den, her snart ti år efter at den blev udgivet, stadig lige indbydende og inciterende i sin evne til både at tale til fødderne og følelserne.

Mange har forsøgt at eftergøre Gotan Project, hvad de gjorde på La Revancha Del Tango, men ingen har endnu overgået dem, og det gælder også Gotan Project selv. Lunatico, efterfølgeren til La Revancha Del Tango, faldt til jorden som en tung sten, og talte ikke til andet end skuffelsen. Det forsøger Tango 3.0 at rette op på, og missionen lykkedes også langt hen ad vejen. Tempoet er droslet en kende ned, og de sløveste af numrene på Tango 3.0 får en kort overgang ens tanker til at tænke i retning af fy-ordet ”lounge”, men for hver gang pladen bliver kørt igennem systemet, falder der endnu et par brikker på plads, og pladen kryber længere ind under huden. Der flirtes med temposkift, man er ikke fedtet med kvindevokal, og blandt højdepunkterne finder man et børnekor, der tæller sig vejen igennem Rayuela og den uruguayansk/argentinske fodboldkommentator Vìctor Hugo Martines, der i vanvittigt tempo speaker sig vejen igennem sidste halvdel af førstesinglen ”La Gloria” for til sidst at trække et langtrukkent ”GOOOOOOTAAAAAAAN” ud af ærmet. Det er banalt, men det virker.

Den elektronifiserede tango på Tango 3.0 er lettilgængelig uden at være overfladisk og kræver ingen forkærlighed i retning af hverken tango eller elektronisk musik for at falde i smag. Den gamle rockkliché om, at det ikke er ”så godt som på deres første plade” står ved magt, og med det af vejen er det blot at konstatere, at det næstbedste kan være ganske fint.

(Anmeldelse for Geiger af Gotan Project - Tango 3.0)