Ud af [Ingenting] kommer Christopher Sander, der her et år efter udgivelsen af solopladen "Hej Hå" er trådt ind i min bevidsthed. [Ingenting] hørte jeg for første gang i 2006 da de udsendte "Mycket Väsen För Ingenting" - en plade der kedede bravt, og ikke på nogen måder varslede bedre tider. Jeg tror det har handlet om lyd, produktion, og den slags, for ser man på dette nyere klip, hvor Christopher Sander genbesøger "bergochdalbanan" så fremstår nummeret simpelt og fremragende. "Medan Du Sov" kan downloades lidt nede af siden, der linkes til, og er et andet eksempel på, at [Ingenting] ikke kun er af det onde. Overordnet set er [Ingenting] dog for velfriseret, og nydeligt produceret til mig.
"Hej Hå" er jeg endnu ikke kommet på fornavn med, men hatten af for enhver, der samler coverversioner af Astrid Lindgren, Spaceman 3 og Daniel Johnston på én og samme plade. Igennem pladen skilles numrene af små soniske mellemspil, der ikke helt matcher min oplevelse af en god plade, men selve numrene får umiddelbart to tommelfingre op. Det er Vesper, der har udsendt pladen, pladeselskabet nogle nok vil genkende som hjemmebane for Oscar Danielson. Stilmæssigt trækkes der dog mere i retning af Magnus Carlsons tendenser til det storladne, dog med begge ben på jorden, men begge navne og enhver generel fordom om svenskernes evne til at skrive en god sang er på sin plads. Her lidt over midnat glæder jeg mig til at lære "Hej Hå" bedre at kende, for bedømt på førstehåndsindtrykket er der meget mere at komme efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar