tirsdag, juli 20, 2010
Dresden Dolls kender jeg kun af navn, og Amanda Palmer kunne du snildt bilde mig ind var hende, der kom af dage i Twin Peaks. Nu har jeg så alligevel lagt ører til den tidligere Dresden Dolls forsangers nyeste plade, der er 6-7 fortolkninger, alt efter udgave, af Radioheadnumre fremført på ukulele. Det er ganske simpelt pissegodt, overraskende kitschfrit, og selv i simple arrangementer med vokal, ukulele og en sjælden gang en smule piano står sangenes kvaliteter klart og tydeligt frem. I en nutid, hvor Radiohead er i fuld færd med at krybe op i deres egen røv, og indædt kæmper for at kede deres publikum ihjel (hvem er de mennesker, der var dumme nok til at betale for In Rainbows når pladen kunne downloades og kasseres ganske gratis?), er det rart at se deres gamle materiale revitaliseret af en punksangerinde og hendes magiske ukulele. Som i tilfældet Radiohead, så kunne man dog også her sagtens have undværet Creep. Amanda Palmer Performs The Popular Hits Of Radiohead On Her Magical Ukulele kan mere eller mindre høres i sin fulde længde her, og købes her. Download koster fra 0,84$ og op for hele pladen, alt efter hvor meget man gerne ser går i kunstnerens lomme, vinylen står i 31$ med porto og gratis download, men nærmer sig udsolgt med raske skridt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar