Tanker om Ærø.

”Besøg en rigtig ø, Ærø” stod der at læse på vandflasken henover en ubehjælpelig billedkollage af golfspillende gråt guld og bindingsværk. Flasken var købt i Ærøfærgens cafeteria, og meldte intet om, hvad vi forlod, kun at en rigtig ø here we come.

Det er muligvis flaget, der gør Ærø til en rigtig ø. Et flag, der består af tre striber, der til sammen udgør en mindre spraglet udgave af de homoseksuelles regnbueflag. Gul og rød er hentet fra den tidligere Hertug Christian af Ærø, med grøn kastet ind som et symbol på den grønne ø, en ting jeg troede irerne havde copyright på. Resultatet er en eksakt kopi af det litauiske flag. Én ø samlet under ét flag hentet i østen.

Et andet bud på, hvad der gør en rigtig ø kunne være størrelsen, der både udspiller sig rent arealmæssigt, hvor vi i Ærøskøbing ikke var længere end 15 kilometer fra noget byskilt på Ærø, og befolkningsmæssigt, hvor de under 7.000 indbyggere nok er samlet i flere lokalgeografiske grupperinger, men stadig alle som én er en del af den minoritet, der hedder ærøboere. Alt på Ærø er lokalt, og vi trådte lige ind i det. Et par minutter på land, og et par hundrede meter oppe af vejen, der skulle føre os igennem, og ud af Ærøskøbing, stødte kæresten på en gammel bekendt, og mens de snakkede, og jeg havde fået nikket min så-må-vi-se-hvor-lang-tid-vi-skal-stå-hér hilsen til den bekendtes kæreste, der høfligt gengældte den, kørte Lars forbi i en sort Audi. Jeg hævede hånden til hilsen, og Lars hilste tilbage uden at jeg tror han så hvem han hilste på. Man hilser på mandens hilsen, man hilser på mandens bil, man hilser mere sjældent på manden selv, det er mere refleks end egentlig høflighed, men man hilser, for når noget er lokalt, så skal det ikke hedde sig, at man ikke hilser.

Det indre Ærøskøbing er en spøgelsesby. De lokale er dem bag diskene, og alle de andre er os, der er her på visit. Alle kigger på alt, der er lokalt, og køber sig ind i lokallivet. Det lokale bryggeris logo fylder i bybilledet, ”smagen af Ærø” stod der på et glas honning med dild, den lokale håndlavede sæbe bliver lavet samme sted som det lokale kryddersalt, og Ærøs bolchefabrik viste sig at være to lokaler i en udtjent landevejsvilla.

Overfor bolchefabrikken, på den anden side landevejen, der er den ene af to muligheder for at komme fra Søby, hvis man ikke vælger søvejen, lå Bregninge Kro. Set udefra ligner kroen rammerne for et bombenedslag i et loppemarked. Bag ruderne vælter det rundt med stakket skrammel, og alligevel vajer flaget stadig udenfor, og kroens åbningstider står stadig at læse.

Når man færdes rundt på Ærø begynder tvivlen at melde sig, om man på øen smider andet end husholdningsaffald ud. Alt, der ikke er umiddelbart biologisk nedbrydeligt, eller fødevareindpakning synes at blive samlet i øens utallige ubrugte garager, bag et skilt med påskriften loppemarked og forsynet med en pris. En fiks måde at bortskaffe sit skrammel på, score lidt sorte penge, og endnu en gylden mulighed for turisterne til at købe sig ind i lokallivet. ”Vi kan sælge alt” hørte jeg indehaveren af loppemarkedet på Vestergade sige, og jeg tror hende gerne. Lokale uden eget loppemarked kan man være sikker på laver kunsthåndværk udenfor sæsonen. Mængden af akvareller med havnemotiver, strandhuse og andet ”typisk Ærø” var overvældende. Det er det første man ser når man går fra færgen, og det eneste man ser i flere butikker. Men hvad skal de lokale ellers få tiden til at gå med? Turismen er kun halvårs, og de kan ikke alle sammen arbejde på færgerne. Det er mit måske fordomsfulde gæt, at den gennemsnitlige ærøbo har nået den hjemmesyslende kunsthåndværksalder, og har mere tid end godt er. Ungdommen er heller ikke synderligt synlig på Ærø, men hvis man var ung, hvad skulle man så blive hængende på Ærø for, og hvis der ikke er unge, hvem skal så producere den næste ungdom, der ikke har grund til at blive hængende?

Alt synes småt og simpelt på Ærø. Det er blandt andet derfor både vi, de andre turister og de fastboende er her, men de samme grunde vi har for at besøge øen, er de samme grunde der gør, at jeg aldrig ville kunne bo her på fuld tid. Jeg hørte en tysk turist sige ”die wichtigsten entscheidungen die hier auf den insel gibt ist ja oder nein”, og han havde ret, simple living hedder det vist i damebladene. Alligevel føles det som at gå rundt i en antropologisk case, hvor problemformuleringen endnu ikke er færdigskrevet. For selv om idyllen er overvældende, og naturen konstant sparker ud efter mellemgulvet, og efterlader en åndeløs af betagelse over det kuperede ølandskab, der byder på et førsteklasses vue udover det øhav, Ærø selv er en del af, så tog det mig ikke lang tid at få klaustrobi. Det er for småt, for indgroet, for lokalt, for åbenlyst, hvem der er på besøg, og hvem der hører til, men udsigten er pæn.