Det var et langt stykke hen ad vejen umuligt ikke at være benovet over Leonard Cohens tilstedeværelse, og jeg udfordrer gerne enhver til at se om de ville kunne knibe udenom at elske den lille elskelige velklædte mand, der med et skævt smil på læben stod i centrum på scenen. Fra de tonerne af ”Dance Me To The End Of Love” åbnede ballet, og til bandintroduktion og exit fra scenen efter første sæt holdt Leonard Cohen publikum i et jerngreb, hvor ingen ytrede et ord, og selv duerne sad stille i træerne, der omkranser Engen. Bogen om kunsten at få en stram orkestrering, og tilsvarende koreografi til at ligne en afslappet hverdagsaffære blev skrevet her, alt var iscenesat så vi ikke kunne se det var iscenesat. At stemmen ikke tilhører en vårsunge kunne høres, hver gang tempoet steg bare en smule, og linjerne i sangene blev i ét væk tilsat ekstra stavelser, andre ord, og ramte sjældent lige ind i den musikalske backing, men alt kunne tilgives, og intet gik tabt.

Andet sæt tabte noget af den pondus koncerten havde haft i første sæt. De utallige soloer blev ikke nødvendigvis længere, men til gengæld et tiltagende irritationsmoment i kraft af deres mængde. Selvom jeg gerne tilgiver en 75årig mand dette kunstgreb for at give ham pusten tilbage, så formede der sig en utålmodighed hos mig, der var tæt på at eksplodere under ekstranumrene. Non-stop soloer, to bandintroduktioner, et solonummer af Webb søstrene, exit Lenny en tre-fire gange, med et tak for i aften friends hver evigt eneste gang og 15 sekunder senere stod han der så igen. Jeg går helst sulten fra en koncert, og den sidste halve time af koncerten var jeg mere end mæt. Det er prisværdigt, at man for sin dyrt købte billet får over tre timers koncert, men mindre kunne i høj grad have gjort det.

Blandt højdepunkterne var ”Chelsea Hotel”, ”I’m Your Man”, ”Dance Me To The End of Love”, det håbløse synthklaverspil i ”Tower of Song”, og ironisk nok to af ekstranumrene ”Closing Time” og ”First We Take Manhattan”, der når de listede sig udenom soloerne begge var en brat rytmisk genoplivning af en koncert, der efterhånden kun blev holdt kunstigt i live. Bortset fra brægekoret i ”hallelujah” og en insisteren eller to på at klappe på et og tre, så var det imponerende at opleve så mange mennesker holde så meget kæft på samme tid.

Jeg giver gerne lige så mange stjerner, hjerter, skulderklap etc. som L. Cohen gjorde knæfald for ikke at miste pusten, bare for at have fået lov til at opleve ham mens han stadig er blandt os. Oplevelsen af at se denne mesterlige lille mand var massiv, og ikke noget jeg for nogen pris ville have undværet. Irritationsmomenterne skal jeg snart få glemt.

Simon Staun har anmeldt for Fyens Stiftstidende, Peter Schollert for Jyllands Posten og Ole Rosenstadt Svidt for Gaffa, hvor man også finder en sætliste.