En fredag aften i provinsen til tonerne af et one man band, der disker op med en lind strøm af covernumre og den ene træfsikre klassiker efter den anden, af både egen og andres avl. Det lyder nok mest af alt af bal på kroen, men sandheden er en ganske anden.

Lorenzo Woodrose indtog Jazzhus Dexter bevæbnet med guitar, teksthæfte og masser af ekko. I den indledende bandintroduktion præsenterede han sig selv som sanger og guitarist, mens lydmanden Ralph fik kreditten for ekkoeffekterne, og de gik så godt ned, at også han fortjener navns nævnelse.

Koncertens forløb blev to cirka tre kvarter lange sæt, og to ekstranumre. Koncertens afbrydelser syntes mere skabt for at dække aftenens hovedpersons nikotinbehov, end et egentlig behov for at blive klappet ud og ind af scenen, og lægge op til en afgrænset gå-i-baren periode. For det var en absolut imødekommende og nykkefri mand, der var gået på scenen. Indiskret som en teenager tjekkede han også sin telefon et par gange. Et retfærdigt gæt må være, at det var for at tjekke klokken. Der var trods alt et tog, der skulle nås hjem. Teksthæftet blev konsulteret mellem de fleste numre, men fungerede ikke synligt som sangbog, hvis teksthæftet var noget så må det være en huskeseddel, men med tanke på mængden af sange hentet ind udefra er det absolut også tilgiveligt.

Koncerten nåede forbi mange afsendere, med Baby Woodrose, Spids Nøgenhat og Dragontears som de oplagte. Et par titler af Roky Erickson, ”Når Spindelvævene Blomstrer” af Tømrerclaus, ”Lille Johnnys Mund” af Røde Mor, Gasolin’s ”Langebro”, en lang hyldest til Hans Vinding, fulgt op af et i den forbindelse relevant nummer, der dog har lagt sig i glemmebogen, og derfor lige så vel kunne have været Furekåben som Hyldemor, og ikke mindst et klart højdepunkt i Bob Dylans ”Masters of War”, der også er at finde på Dragontears Tambourine Freak Machine. Netop måden ”Masters of War” lyder i Dragontears hænder kunne være et blue print for måden Lorenzo Woodrose lyder i eget selskab. Akustisk guitar, ekkodrevet vokal og masser af tid.

Første sæt var en forholdsvis fåmælt affære, men det virkede til at Lorenzo Woodrose havde fået spillet, røget og drukket sig varm til anden ombæring, og flere ord om dette og hint fulgte sangene på vej. Hobittens’s Drøm blev ledsaget af en længere historie om Lorenzos tid med Hobitten, og var endnu et højdepunkt i en koncert uden nedture. Det eneste, der for alvor ville kunne have pyntet på aftenen havde været en velplaceret albue i tandsættet på de snaksalige herrer ved nabobordet, men den sang lyder efter næsten enhver koncert. Det var en af de aftener, hvor man gerne have trykket musikeren i hånden, og sagt tak for i aften. Det gjorde jeg ikke, i stedet vil jeg håbe at han læser denne smøre.