Halvandet nummer inde i aftenens hovednavn havde The Blue Van kedet mig ud i garderoben, videre ud i regnen, op på cyklen og hele vejen hjem. Moderne garagerock, der tager stilen, men giver nul og en hat for alt der rækker udover attituden er livet for kort til.

Men op i røven med modebevidst guitarlir, for aftenens opvarmning var, uanset hvordan The Blue Vans koncert ellers måtte være forløbet, også aftenens hovedgevinst. Emma Acs and the Inbred Family stillede med flere genkendelige ansigter i mængden af de syv, der i små tre kvarter slog lejr på scenen. Emma Acs backing band er halvt om halvt lig med The Setting Son, men bl.a. Lorenzo Woodrose var også at finde på scenen, og tronede som en mulig alderspræsident frem bag trommerne, mens Atusa Zamani på sitar i den anden ende af skalaen sloges med aftenens 19årige hovedperson om titlen som benjamin. Alderen er kun medtaget som faktor, for at undskylde tøsefnisene mellem numrene, der flere gange tog overhånd, og erstattede en egentlig videre introduktion. Igen, op i røven, for Emmas skærebrænderstemme ramte rent ind, og inviterede til en fest, der gerne måtte have strukket sig langt længere end de ca. 3 kvarter, der var gjort plads til i aftenens program.

Højdepunkterne kom koncerten igennem i gavmilde håndfulde. Bl.a. ”Fever”, der er et af de tre numre man kan finde på Emma Acs MySpaceprofil, trak publikum ind i koncerten, og det var en befrielse at se, hvor let publikum havde ved at finde fodfæste i en koncert, hvor man må formode, at numrene var ukendte størrelser for de fleste foran scenen. Skal man smide musikken i en boks, så kan man passende stille den på den hylde, hvor Fabienne Delsol og France Gall også befinder sig. En som udgangspunkt puttenuttet lillepigestemme, der leger og flirter sig fremad uden at udgive sig for at være andet end netop det, og på den måde vinder så meget mere.

Med numre som førnævnte, førstesinglen ”We Make Sense”, den medrivende ”Yoko” og Velvet Undergrounds ”Who Loves The Sun” var det da også svært at stå stille, selv for en anmelder med spirende grå tindinger. I de mere stille passager af koncerten døde festen en smule, kvaliteten og potentialet var stadig til stede i musikken, men på en fredag aften med højt til loftet var det de numre, der bød op til dans, der vandt klart på point.

Kritikere vil med rette kunne påstå, at det ikke er den store originalitet, der præger Emma Acs, og jo, der bliver lånt fra højre og venstre, fra især 60’ernes pop og psykedelika, men projektet bliver udført så gennemført, at enhver der forsøger at sætte en finger på Emma Acs bør tildeles et rap over nallerne.

Det bliver spændende at følge, hvad der videre kommer til at ske med Emma Acs. Potentialet er stort, og fredag aften på Posten beviste hun, at hun allerede nu formår at indfri det på en scene. Indtil videre er der kun kommet en enkelt 7”, men er der retfærdighed til, så kommer vi til at høre meget, meget mere fra den side.