Jeg sidder og bladrer i min sorte notesbog for at finde de noter, jeg forleden skrev, mens jeg sad med en fadøl på Charlie’s Bar i Pilestræde. I eget selskab skrev jeg de tanker ned, jeg havde gjort om Jeg lytter, altså er jeg, mens jeg læste i den på min vej fra provinsen til Nørreport. Jeg kan ikke huske, om der blev spillet nogen musik i lokalet, og hvad der i så fald spillede, men har de spillet musik, har den ikke gjort noget ved folk, i hvert fald ikke noget, jeg bemærkede. Før Charlie’s Bar var jeg i Fona, der spillede de Volbeat.
Jeg er bladret forbi en liste med plader, jeg på et tidspunkt noterede, at jeg med henblik på køb skulle høre nogle smagsprøver fra, og ser, at Prince Jammy - Strictly Dub står på listen. Den købte jeg uhørt og har siden foræret den videre, da den ikke faldt i smag. På en anden side har jeg skrevet ”halvdelen af tiden er armbøjninger det mest jordnære, man kan foretage sig”, og halvvejs i notesbogen står så noterne, jeg ledte efter. I skrivende stund lytter jeg til ”She Bruise Easy” med Cousteau fra deres virkeligt fine 2002-udgivelse Sirena, og jeg tænker på, om jeg burde tænke over, hvorfor jeg synes, det er et godt nummer.
Når jeg serverer ovenstående tvivlsomme uddrag af den dagbog, jeg normalt ikke fører for dig, så er det for med et glimt i øjet at give dig en føling med, hvordan Jeg lytter, altså er jeg er forfattet. Bogen er halvt om halvt dagbogsnotater fra en tur til New York omkring årsskiftet, og Henrik Marstals betragtninger fra dagene i det store æble binder samtaler, fortællinger og konklusioner om dét at lytte sammen. Problemet er bare, at betragtningerne overintellektualiserer hverdagens hændelser, og at de ligesom fortællingerne, samtalerne og konklusionerne aldrig bliver interessante. Bogen rager rundt i blinde, hvor det er svært at fange, hvorfra man kom, og hvortil man er på vej, men man er dog aldrig i tvivl om, at man er i New York.
Bogens to første kapitler fungerer som indledning og er en tung omgang. Havde en sponsor tilbudt mig blot et beskedent beløb, for hver gang der i de indledende to kapitler bliver leveret en variant af sætningen ”jeg kommer til at tænke på” som optakt til et citat, så havde jeg kunne lægge bogen fra mig som en holden mand og på den vis i det mindste været blevet beriget økonomisk.
Det bliver lettere, men aldrig godt, og det er mig umuligt at gennemskue, hvem denne bog er skrevet til. Den rummer ingen brugbare informationer for personer, der kan finde på at gøre sig den anstrengelse at udvælge en plade fra hylden frem for blot at tænde for radioen, og hvis den skulle have værdi for folk, der ikke i forvejen gør sig de store tanker om musik, så kan jeg ikke se det. Tanken har strejfet mig, at bogen er skrevet for Henrik, af Henrik, men jeg tvivler stærkt, for Henrik Marstal synes at være ude på en mission. Han missionerer bogen igennem for musikkens evner til at påvirke folk, og langt hen ad vejen har han ret i de ting, han skriver, men hvem skal bruge det, og hvad skal de bruge det til?
Sprogligt fremstår Henrik Marstal langt hen ad vejen som en overambitiøs gymnasieelev, der vil vise alt det, han kan, men efter min mening falder han til jorden med et brag. Andre steder kokser det bare totalt: ”Den bassist er virkelig en dejlig musiker. Der kommer et indre lys fra ham, når han spiller, og jeg tager mig i at betragte ham i flere minutter uden egentlig at lytte efter, og undervejs opdager jeg at jeg sidder med et lille saligt smil på læben.”
Der fortælles bogen igennem om folks reaktioner til koncerter og på barer i forhold til den musik, der spilles, koncertudøverne analyseres, og der refereres fra samtaler med lokale musikere, og uddrages fra et væld af musikeranekdoter, men Henrik Marstal formår, med en enkelt undtagelse, aldrig at gøre det interessant. En eneste gang i bogen glimter han, mens han fortæller om sit coacharbejde med en gruppe. Her bliver det vedkommende og interessant, og man fornemmer, at han som forfatter har noget på hjerte. For resten af bogens 197 tekstsiders vedkommende føler man, at han forsøger at hive sine egne navlepillerier op på en piedestal, der skyer dem, som ens magnetpoler skyer hinanden.
Når jeg kigger på Henrik Marstals cv, så melder forbløffelsen sig for alvor. Hvordan kan en mand, der er en af de synligste stemmer i den danske musikdebat, har skrevet flere musikrelaterede bøger, og som i rollen som musiker og producer er vant til at kvalitetsbedømme materiale, vælge at sige, at det her er godt nok? Jeg forstår det ikke.
(Henrik Marstal - Jeg lytter, altså er jeg, anmeldt for Geiger)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar