17.38 spillede P3 et stykke hip hop, der for mig var nyt, men helt klart var af en ældre skole. Blandt andet det faktum, at det var godt fortalte mig, at det ikke var af nyere dato. Nummeret var ”Hello” fra en Ice Cube plade dateret til 2001. Lidt research fortalte mig, at nummeret havde samlet den overlevende del af N.W.A., der rappede sig igennem en tekst om, at folk burde respektere dem for at have gjort gangstarappen så stor som den blev, så intet nyt der. Vel hjemme tog jeg et par hits fra memory lane, fra dengang hip hoppen stadig var, og kunne noget. I bedste mixtapestil er her et godt bud på de hip hop numre, der betydet mest for mig.

1987 Beastie Boys – No Sleep till Brooklyn
Beastie Boys var mit første møde med hip-hoppen som det var for så mange andre. Jeg hørte nummeret første gang på fætter Mortens værelse, og jeg har stadig hans 7” fra dengang. I Bravo som jeg læste, men ikke helt forstod, kunne man læse om disse blege drengerøve, der væltede huset, og når de fik chancen væltede biler sammen med Run D.M.C.. Sådan fremstod det i hvert fald på de kulørte sider. Nummeret holder ikke helt vand i dag, men det har de til gengæld lavet så meget andet der gør. At det lige blev dem, der stadig er her i dag ville de færreste nok have troet på back in the day.

1988 Public Enemy – Don’t Believe The Hype
Public Enemy var fandeme seje når man så dem i Mix affotograferet i militant fremtoning og uniformering. Og de var politiske og racebevidste, men det var først senere vi forstod, hvad det gik ud på. Deres logo var strøget fast på så mange cowboyjakker, at en af mine venner troede, at Public Enemy var et tøjmærke. Det er først for 10 år siden, hvor jeg fik en opsamlingscd med nummeret på, at nummeret for alvor gik i blodet på mig. Lp’en blev købt for små to år siden, og den holder hele vejen i banken. Titlen er i dag en af mine faste catch phrases.

1988 N.W.A. – Express Yourself
Når Fætter Morten bestilte plader hos Streetdance i København sad vi fire år yngre lømler, og glanede det farverige, men fotokopierede katalog igennem for at se, hvad vi havde råd til. Christian bestilte en N.W.A. t-shirt i en forrygende hvid og orange farvekombination. Musikken kendte han ikke, men der var noget forbudt ved at gå med en t-shirt fra et band, der havde lavet et nummer med titlen ”Fuck the Police”, også selvom far og mor aldrig havde hørt om det. I dag er det den, og ”Straight Outta Compton” som folk husker, men det var den mere trippede og poppede ”Express Yourself” jeg stødte på først.

1989 De La Soul – Me, Myself and I
Det er nok ikke meget galt at sige, at det var det her nummer, der gjorde mig opmærksom på selvet, godt hjulpet på vej af en video, hvor hovedpersonerne stod udenfor, og havde det fint med det. Det tog en 15-20 år helt at forstå det, men øjeblikket står ganske klart. Videoen så vi på Formel Eins på tysk tv, der hver anden lørdag præsenterede en times musikvideoer, som vi åd råt med øjne og ører, mens vi breakdancede det bedste vi havde lært i farmors stue.

1991 Del tha Funkee Homo Sapien - Mistadobalina
Spottet på en hitliste fra Jeppe ”Jay” Bisgaards hip hop side i Mix, og købt i et grænsesupermarked sammen med guderne må vide, hvor meget slik. Del var Ice Cubes fætter, og har senere medvirket i Gorillaz forløberen Deltron 3030, og vist også selve Gorillaz. Jeg købte hele pladen, der bar den vidunderlige titel ”I Wish My Brother George Was Here”, men det var ”Mistadobalina” der var det store hit. ”Pissin On Your Steps” lød en hilsen til Vanilla Ice, det kan jeg stadig grine af små 20 år senere.

1991 Naughty By Nature – O.P.P.
"You down with o.p.p.?" lød spørgsmålet, og ja for helvede, om det sidste p så stod for property, pussies eller hvad fanden det stod for, så var vi nede med det. Den opfølgende single ”Everything’s Gonna Be Alright” rummede den for vildeste liveudgave af nummeret, og den var op gennem 90’erne et trofast partytrack. Naughty By Nature var i en periode noget af det største for mig, men jeg må indrømme, attiden har været grusom ved dem. Jeg er dog stadig nede med p.

1991 A Tribe Called Quest – Can I Kick It
Et nummer, der først er kommet til mig langt senere via en opsamlingsplade med diverse hip hop hits. I baggrunden tager Lou Reed en tur på den vilde side, men det var i første omgang nummerets naturligvis-kan-du-det attitude, der bragte det ind under huden på mig. Ikke et af de største numre i min verden, men stadig noget, der bringer smilet frem på mine læber når det krydser min vej.

1992 Arrested Development – Mr. Wendal
Arrested Development kom til mig via MTV. Lige pludselig var de der med deres håndholdte hip hop, der brød med alt jeg havde hørt før, og var jeg ikke solgt dér, så blev jeg det med deres MTV Unplugged koncert. Hip Hop spillet med rigtige instrumenter, funky som bare, og helt ubeskriveligt effektivt. De havde den politiske korrekthed på deres side, og medvirkede også på Malcolm X soundtracket. Debutpladens titel ”3 Years, 5 Months and 2 Days..” var den tid det havde taget dem at få en pladekontrakt, så lang tid tog det dem ikke at forsvinde fra rampelyset igen.

1992 Dr. Dre – Nuthin’ But A ”G” Thang
Mere MTV, men noget helt andet end Arrested Development, og mit første møde med Snoop Doogy Dogg, der var indover på rap. Musikbladene skrev smøre op og ned om Snoops forbindelser til bandeland, men det forhindrede ikke fast rotation på MTV. Compton fik comeback i folks bevidsthed, og Dr. Dre markerede i denne periode, at han var (og stadig er) det største, der er sket for hip hoppen. Et stort sommerhit, der stadig gør mig småkåd.

1992 House Of Pain – Jump Around
Et af de mest markante hip hop numre nogensinde. Minderne om vild dans når vi væltede diskotek Chess om onsdagen, hvor vi egentlig burde ligge i vores senge, og gøre klar til den kommende dags anstrengelser med markedsføring og regnskab. ”Jump Around” var det eneste nummer, der for alvor bragte House Of Pain på landkortet. Frontmanden gik senere solo, og lavet under navner Everlast et par fine numre før også det døde ud.

1993 Cypress Hill – Insane in the Brain
Mere Chess. De hellige fire var House Of Pain, Cypress Hill, Beastie Boys og Rage Against The Machine sat i forlængelse af hinanden, og resultatet var et fyldt dansegulv, hvor man efter bedste beskaffenhed gik amok. Jeg fangede aldrig helt hashvinklen, og hvorfor dele af min omgangskreds var ekstra glade for Cypress Hill, også dengang var jeg hellere fuld end skæv, men nok en smule mere naiv end i dag.

1994 Snoop Doggy Dogg – Gin And Juice
To år efter ”Nuthin’ But A ”G” Thang”, og igen var det sommer, og igen var det MTV, der spredte det glade budskab, og igen var det Snoop og Dr. Dre, der havde skabt et sommermonster. Mere tilbagelænet end ”Nuthin’ But A ”G” Thang”, og med et omkvæd som skabt til lørdag aften var den med til at lære os at værdsætte Death Row Records.

1994 Warren G – Regulate
..regulators, mount up! En intro hugget fra Young Guns, og G funk var en realitet. Et mere smødt og soulet udspil end, hvad der ellers havde været fremme af hip hop. Muligvis grundlagde dette nummer den udvikling, der har bragt det sjælfesne ind i hip hoppen, men fra første gang jeg hørte, og frem til i dag rapper jeg gerne stille og roligt med. G funk step to this, I dare ya..

1995 LL Cool J – Mama Said Knock You Out
Endnu en catch phrase leverandør. Åbningslinjen ”don’t call it a comeback” er lyden af en mand, der kræver sin plads. Noget af det bedste, der er leveret indenfor I’m-the-best-fuck-the-rest genren, hvis den altså måtte findes. Tunge beats, hård scratch og en simpel opbygning er med til at gøre denne til en udødelig klassiker. LP’en fandt jeg for et par år tilbage, og den holder – Jeg vil ikke sige stadig, for det var udelukkende dette nummer jeg kendte dengang. En lille åbenbaring var det dog, at få hele pakken.

Ps: en mand, der hører gammel hip hop er ikke nostalgiker, han er man old school.