Juletid er årslistetid, også i år. Vanen tro skelnes der mellem de internationale bidrag, og de danske, der får lov til at lægge for. Når jeg lader blikket vandre ned over dette års indkøb, så kan jeg godt se, at jeg har forladt pladebranchen. Sølle 30 danske titler er det blevet til i 2010, mod henholdsvis 68 og 69 de to foregående år. Der kommer yderligere to titler til når jeg på fredag selv børneudsender, og via Tryghed & Tristesse udsender End Of Your Garden, men nok om mit.

Årets danske plade kan i samme ombæring hente prisen for årets danske ep. Vinderen er så soleklart Ukendt Under Andet Navn, af og med Henrik Olesen, der beviste, at man sagtens kan lave voksenpop, uden at pop er lig med dumt. En parallel jeg efter et år med P3 og lokalradio ellers hurtigt trækker. Der er bid i teksterne, og fornemmelsen for den gode underspillede melodi lever i bedste velgående i Henriks hænder.

Emma Acs kan trække sig tilbage med prisen for årets single, og som en stærk contender i opløbet til årets livenavn.7” singlen ”We Make Sense” var så befriende let og medrivende, at en hel plade fra hendes side står meget højt på listen over musikalske ønsker for 2011. Hendes koncert på Posten som opvarmning for The Blue Wank var klart blandt årets top 3 oplevelser, det var fantastisk at se et publikum overgive sig til et ubeskrevet blad, men skulle det være, så var det også tiden og stedet at gøre det.

Når Emma Acs ikke får titlen som årets livenavn, så kan det næppe komme bag på nogen, der følger med på denne blog, at det er Cody, der står i vejen. To gange blæste de mig omkuld i år, dels deres killeropvarmning for Tindersticks, der var tæt på at efterlade mig i tårer, og to måneder senere på Kulturmaskinen, hvor de igen gjorde der bedste, der er så meget bedre end hvad andre gør godt.
I denne kategori er der også rosende ord til Mouritz/Hørslev Projektet for deres koncert på Harders i Svendborg, hvor de igen gjorde det så godt som jeg så ofte har omtalt på disse sider. Hymns From Nineveh varmede i marts op for Murder, og lunede med deres tilstedeværelse gevaldigt op trods lydproblemer og strømafbrydelser. Der barsles med plade fra den kant, og den afventes i herfra i afmålt spænding. Sterling gjorde det igen. Forrige gang de gæstede Odense spillede de også for en næsten tom sal og skabte årets fest. Historien gentog sig på Kansas i november, da de for et publikum på tredive individer, og med en syg Mads Nygaard i spidsen igen spredte liv og glæde. Hatten af til dem alle.

Love Shop kom tilbage, men jeg er endnu ikke kommet under huden på ”Frelsens Hær”, der blev indkøbt cirka samtidigt med at anlægget blev pakket ned. Den synes dog at overraske positivt i forhold til de smagsprøver, der blev lagt op på Gaffa. Jeg vil dog stadig anklage gruppen for en fesen og nosseløs produktion, der grænser til en skændsel. Uanset hvad anmelderne har kastet efter den af stjerner og hjerter, så lever de nye numre garanteret bedst live, men da de gæstede Odense i november var det første gang i noget nær 15 år, at jeg ikke var til stede ved en Love Shop koncert her i byen. Deres koncert i sommers var dog absolut til ug med kryds og slange.

Vi Sidder Bare Her gjorde det godt med ”Ikke Euforisk”, og der er også thumbs up til Dragontears. Ikke fordi de sagde farvel, men fordi de gjorde det med stil. Indskudt bemærket var solokoncerten med Lorenzo Woodrose en af årets hyggeligste aftener. Kloster skal have ros for ”The Waves and Wind Still Knows His Voice”, der er den hidtil mest gennemførte plade fra den kant. ”Morning Song” er muligvis, hvis ikke, årets fineste sang her til lands. Spleen United udsendte en split 12” med livenumre, og Veto på bagsiden. Et godt supplement til mindet om en af de finere nye synthpopgrupper her til lands, der dog synes, at være på vej ud i mørket med deres nye mere cluborienterede lyd. ”Sunset To Sunset” står i hvert fald på listen over årets skuffelser, og en liveplade kan snart være lige meget, men tak for oplevelserne undervejs.

Årets skuffelser i øvrigt var udskydelsen af De Efterladtes plade, og Setting Sons single ”Are You The One”, der scorer alt for højt på Mew-skalaen.

Plader ikke købt i år: Murder, Figurines, Under Byen, Auditoriums Juleplade og De Eneste To, der dog skal have tak for trods alt at forsøde radiolytningen med deres to fine singler.

Mit bud er at der er glemt flere koncerter fra foråret, men her slutter det danske musikår.