Lad Internationale lyde (eller noget med en tilsvarende ud-over-grænsen skuende titel), for det er nu kommet så vidt i blogåret, at der skal skues tilbage på de udenlandske pladeudgivelser, der har præget mit år. Vanen tro listes der indledningsvis op hvilke titler jeg har erhvervet mig fra de forskellige musikblades års bedste.

Uncut
14. The National – High Violet
07. John Grant – Queen of Denmark

Mojo
23. Sharon Jones & the Dap-Kings - I Learned the Hard Way
21. Isobel Campbell & Mark Lanegan – Hawk
07. Midlake – Courage of Others
01. John Grant – Queen of Denmark

Gaffa
29. Johnny Cash – Ain’t No Grave
22. Admiral Radley – I Heart California
05. John Grant – Queen of Denmark
02. The National – High Violet

I min verden blev årets vinder Kurt Wagner & Courtney Tidwells fine countryplade ”Kort – Invariable Heartache”. Fyrre minutters fortolkede countryklassikere fra plader de færreste har hørt om, der dog alle blev udgivet på Courtney Tidwells fædrene ophavs pladeselskab, hvis navn fortaber sig i tågerne, og hvis jeg husker historien ret. Det er klassisk country, der ganske udramatisk rammer hårdt, med sin længsel og sange om kærlighed. At Kurt Wagner har en af tidernes bedste vokal, der står perfekt til Courtney Tidwells countryvokal understreger blot pladens kvaliteter.

I opløbet kom ingen rigtigt tæt på, men flere fortjener ros og skulderklap. Eels beviste med ”End Times” at de ikke var gået tabt i ”Hombre Lobos” bluesrock. Johnny Cash fik med ”Ain’t No Grave” bevist at han ikke er mere død end man gør ham til. Gotan Project gjorde med ”Tango 3.0” comeback efter en periode med remixes og den slemme/fæle ”Lunatico”. Sharon Jones & The Dap-King byggede med ”I Learned the Hard Way” ovenpå deres position som soulrevivalister par excellence. Med Admiral Radley fik min glæde over, hvad Jason Lytle render og laver endnu en grund til at blive ved. Midlake får thumbs up for ”Courage of Others”, der glæder mig hver gang den ryger på, men trods utallige spins slet ikke er kommet ind under huden på mig endnu. Woven Hand ryger også i comebackpuljen med ”The Threshing Floor”. Endelig er der John Grant, der har måttet gå så uendeligt meget ondt igennem og nu optræder på alle årets top 10 lister, og hvor fortjent er det ikke. Han har givet mig så meget igennem The Czars, og nu giver han igen så meget i eget navn. Ikke nok til at blive årets #1 her på bloggen, men årets toer, mine damer og herrer… John Grant!! Kom op og tag imod dit bifald John, du fortjener det.

Comebacks fylder generelt en del på årets liste, og det gælder også på singlefronten, hvor Josh Haden har pudset sit gamle bandnavn Spain af, og over to gange udsendt årets single ”I’m Still Free”. Først kom den på cd-single i januar, så skulle den være udgivet på et spansk selskab på 7”, men det gik i vasken, dog så den alligevel dagens lys, finansieret af fans via Kickstarter dukkede den op på vinyl her i efteråret. Forventningerne til den lovede plade i 2011 er allerede nu pænt høje.

Årets genudgivelse tilegnes Lee Perry & The Upsetters, der fik samlet en masse gamle dubplates af Pressure Sounds og udsendt dem under titlen ”Sound System Scratch”. Resultatet er en bragende god og tung dubplade.

Prisen for årets skuffelse er blevet splittet op og tildeles i år tre navne. Tinderstick for en tredjedel for ”Falling Down a Mountain” som jeg ikke engang gad købe, Divine Comedy får deres andel for ”Bang Goes the Knighthood” som jeg desværre havde forudbestilt og ikke har noget positivt at sige om, men skal der være en stinker over dem alle i år, så går prisen til The The for deres/hans soundtrack til ”Tony”. Det er ganske enkelt lyden af blod, afføring og materie, der brækker sig, og oveni det kan lægges skuffelsen over at genhøret med The The skulle blive sådan efter alle disse år.

 Mark Linkous død får ingen priser, til gengæld håber jeg, at han fik fred.

Årets udenlandske koncertnavn udgår i år. Jeg ved, at jeg har været til i hvert fald tre, men kan i skrivende stund kun huske de to, og hverken The National eller Tindersticks fortjener nogle præmier.

Som erstatning tildeles Robyn årets kan-i-ikke-se-at-det-er-en-joke pris. Hvordan, og i lige så høj grad hvorfor, at dancemusik lige pludselig er blevet kosher er mig en gåde. Hendes tude-stalker tekster over en tyskertromme og et dansabelt beat har ikke gjort verden et bedre sted sidst jeg kiggede ud af vinduet, og de daglige afspilninger på lokal og statsradiofoni har ikke gjort noget positivt for min hverdag. Massehysteriet, band wagon effekten og dygtige reklamefolk længe leve.

Blandt de plader jeg ikke fik købt i år skal nævnes den nyeste med The Swans, der nok burde have en chance selvom jeg kun kender deres gamle materiale perifært. Jenny & Johnny ryger til gengæld ikke i kurven, trods min begejstring for Jenny Lewis må hun og hendes boy godt have denne omgang 70’er rock for sig selv, og sidst men ikke mindste er der Roky Ericksons flirt med Okkervil River, der stadig står på indkøbssedlen.

2010 – over and out.