Dette skulle have været første indlæg på den nye blog, som jeg allerede har skrinlagt, før den kom i gang. Udgangspunktet skulle have været en anonym mand i midten af 30’erne, der meget snart skulle være far for første gang. Fødslen af barnet ville indtræffe omkring d. 14. i denne måned +/- et par dage eller to, og stilen skulle være en videreudvikling af den tone, jeg brugte dengang, jeg skrev klummer, tilsat anekdoter, tanker og forbrugerrelaterede info.

Jeg har nysgerrigt fulgt med over skulderen på min kone når hun læser blogs. Disse tjekkede chicks, med tjekkede blogs, hvor intet er for helligt til at blive affotograferet og genfortalt, og her taler vi altså mad, tøj, veninder, udflugtsmål, og intet tilnærmelsesvis underlødigt. Chicks, der synes at bage cupcakes hver evigt eneste dag, og hver dag med en ny flavour, og hver dag med en ny slags topping, og en ny slags krymmel, der drysses på som et sidste prik over i’et. Det slår mig, at disse chicks får skovlet i halsen i halsen af freebees mod at nævne producenterne, og hvorfor skulle en nybagt førstegangsfar med ordet i sin magt, og et okay styr på blogmediet så ikke kunne hente babyudstyr for ingen penge, mod at droppe et par ord om det på den blog, der snart ville blive besøgt i stride strømme. ”jeg mangler ord for gode de nye Libero er, faktisk blev jeg tør i halsen mens jeg skiftede junior, så stærk er deres sugeevne”. Sværere er det vel ikke, og det kan tastes med den ene hånds fingre krydset bag ryggen.

For har man da hørt mage, en mand, der blogger om børn, opdragelse, og udfordringerne, glæderne, og sorgerne ved barnet. De nybagte fædre ville hente do’s and dont’s fra siden, og mødre i alle aldre ville fnise henrykt over den bramfri tone, og det maskuline input som ingen havde tænkt over manglede. Jeg ville komme på forbrugersiderne i Politiken, hvor jeg gladelig ville svare på hvorfor min søn hverken hedder Gustaf eller William, hvorfor Hugin Mugins stribede tøjdesign giver både mig og mit barn glæde, og hvorfor min datter så udmærket kan lege med drengene iklædt tylskørt. Et par år senere ville jeg være der igen, og her ville jeg fortælle om vores far/søn/datter ture ud på bondegården, hvor barnet selv fik lov at aflive en ko med en boltpistol, og på det kraftigste understrege, at skal barnet lære noget som helst om hvor maden kommer fra, så er det ikke nok, at tage ud at fiske. Det kan man til gengæld gøre, hvis man lære barnet om tålmodighed og nederlag.

Undervejs ville jeg komme i Go’ Aftens Danmarks ekspertpanel, få mit eget hjørne på TV2’s hjemmeside, hvor jeg indlevende og bramfrit (som nu er blevet mit kendetegn) svarer på spørgsmål om moderne børneopdragelse, i en tid, hvor værdier falder som fluer. Jeg holder foredrag. Indledningsvis tilfældigt rundt omkring i landet, men efterhånden som mit navn bliver styrket som brand, bliver mit ord lov, og også fagpersonel begynder at efterspørge mig som foredragsholder. Det peaker, da jeg bliver vært i en serie på seks afsnit om vanskelige børn, sendt hver tirsdag i primetime. Forestil jer ”hunden eller mig” bare med børn.

Min kone og jeg får barn nummer to cirka samtidig med at min første bog kommer. Bogen storhitter, paperbackudgaven slår alle rekorder, og opfølgeren skriver sig selv mens den første bliver udgivet i et væld af oversættelser. Mest opmærksomhed får den amerikanske udgivelse, der giver mig invitationer fra både Oprah, og Dr. Phil, og sikrer mig flere forsider fra torsdagspressen.

Her er det filmen knækker for mig.

Jeg har ingen intentioner om at skulle være blikfang for Se & Hør, heldigvis har jeg kunne tage det i opløbet ved aldrig at starte bloggen.