Da jeg for nylig sorterede ud på cd-hylderne, kiggede jeg længe på Radioheadsinglerne før jeg besluttede mig for at lade dem stå. B-siderne er trods alt for gode til at fjerne fra samlingen. Tag eksempelvis ”Street Spirit” (cd2), der udover titelnummeret rummer både ”Bishop’s Robes” og ”Talk Show Host”. Er der nogensinde lavet en stærkere single?

Radioheadsinglerne bliver stående til jeg får nosset mig sammen til at købe de nye udgaver af ”The Bends” og ”OK Computer”, der samler b-siderne på en vedlagt bonusdisc. R.E.M. singlerne lidt længere henne af hylden blev derimod pillet fra og solgt, deres tid er endegyldigt forbi.

Fælles for de to grupper er at de begge er aktuelle med nyt materiale, Radiohead lavede snigeren og sendte nyt på gaden i går, og R.E.M. udsender nyt i nærmeste fremtid. Uden at tænke nærmere over det har jeg ikke været det mindste nysgerrig efter at høre, hvad de kom med, og det har jeg så tænkt lidt over. Hvordan kan grupper, der tidligere har været giganter i min verden ende med at lave ting jeg end ikke gider tage et nysgerrigt lyt på?

For Radioheads vedkommende begyndte detouren i 2000, da de med ”Kid A”, og året efter ”Amnesiac” bevægede sig ud i et arty sumpland, hvor der var ganske interessant at være, men hvor håbet hele tiden var, at de ville styre tilbage mod fast grund igen. ”Hail to the Thief” skød dog effektivt det håb ned, og var et udvandet opkog af de to foregående plader uden legesyge eller noget tilnærmelsesvis interessant over sig. År senere kogte ”In Rainbows” en tynd gang suppe på hele karrieren, og var langt mere interessant som markedsføringscase end musikalsk udspil. Med den plade blev Radiohead til noget der var engang i min verden, og ikke længere noget man så frem til nye oplevelser sammen med.

Kurven knækkede lidt senere for R.E.M., da de i 2004 udsendte ”Around the Sun”, der var lige så flad som den var fersk, og udover førstesinglen ”Leaving New York” reelt ikke rummede noget, der var værd at lægge ører til. Siden er fuldt en røvfuld liveplader, der vist ikke tjener andet formål end at holde gryden i kog, og cashe ind på de trofaste fans. R.E.M. indså dog selv, at ”Around the Sun” havde været en stang pis, og der blev op til udgivelsen af ”Accelerate” talt meget om, at nu vendte gruppen tilbage til de gamle dyder, nu skulle de igen lyde som dengang midt i firserne, hvor de kunne noget, før hele perioden i halvfemserne, der godt nok havde skabt deres navn, og solgt dem millioner af plader, men rent kunstnerisk havde været uinteressant. Sådan lød det i hvert fald, hvad ingen sagde højt, var at de lavede ”en U2” for igen at få gang i pladesalget.

”Accelerate” modtog anmeldernes hyldest, røg imponerende hurtigt i udsalgsstativerne, og var en ligegyldighed af tomme tønder buldrende dimensioner. Igen en okay single, og så ellers et helt album smurt ind i en glossy pomadeproduktion, der gjorde at mit på udgivelsesdagen købte eksemplar røg tilbage i butikken få dage senere.

Jeg bliver aldrig typen på en Rolling Stones fan, der følger en gruppe fra start til den på 30. år overlever sig selv som en dinosaur, der nægter, at høre tale om at den er uddød. Depeche Mode singlerne røg i samme ombæring som R.E.M. singlerne, af alle de samme grunde som de ovenstående, og jo, jeg kan sagtens se, at knækkede kurver, og dalende kvalitet på nyt output ikke piller ved tidligere tiders udspil, men jeg bliver så forbasket træt ved tanken om, hvor mine gamle favoritter er endt, at jeg sjældent gider smide de go’e gamle på anlægget. Dem har jeg alligevel også hørt til døde i en grad, at de er mejslet ind i rygraden på mig. Jeg elsker når eksempelvis som Eels og P.J. Harvey til tider genopfinder sig selv på fineste vis, og viser nye sider af sig selv, og giver nye oplevelser, nye variationer og nye input, hvad jeg ikke ønsker er nyt for enhver pris, så havde jeg sgu købt en M.I.A. plade og bildt mig selv ind at det var the shizzle.