Det er sjældent, at jeg fast bænker mig foran fjernsynet på et givent tidspunkt på en given dag, men de seneste torsdage har jeg fast tunet ind på DR klokken 20, og kigget med når Jan Gintberg "foretager et antropologisk humørtjek i den hyppigt problematiserede danske yderkant".
Gintberg og tv har aldrig været to helt forenelige størrelser, programtitler som "Helt i Sort", "Grillet" og "Er Du klogere End En tiårig" bør overflødiggøre yderligere form for argumentation, men på Lars Tyndskids Overdrev synes det at den gamle cirkushest har vejret ny morgenluft. Virkemidlerne er de velkendte, og de samme som da jeg for 15 år siden på en hverdagsaften oplevede Jan Gintberg som stand-up komiker på Crazy Daisy i Svendborg. "For fanden altså..", "Det er jo som at.." og andre klassiske vendinger går flittigt igen, og programmerne er folkelige som bare fanden, men jeg kan slet ikke stå for det. Jeg mistænker det for at være ærligt. Bonderøven med knallerten, der blev komiker og bymenneske(?) kan selvom opvæksten fandt sted lidt nordvest for København, nikke genkendende til de små byers særheder, særlinger, og alt det andet, der kendetegner de steder han rakker til og fra i jagten på humoren i den danske folkesjæl helt derude, hvor kragerne forlængst har givet op. Det er muligvis løgn, men han virker oprigtigt til at more sig ganske godt undervejs. De typer, der er fundet frem til programmerne, ville hvis de havde været over 80 have gjort sig godt i et Søren Ryge program, men i nuet, og sat overfor Jan Gintberg, er de perfekt castet som elskelige landsbytosser, der ikke er mere tossede end de godt ved, hvad de går rundt og laver.
I morgen er det Rudkøbing. Der har jeg vist ikke selv været siden jeg med Søren kørte fra Fyns land, og kørte de 20km over broerne for at tanke benzin, og se om hende Charlotte han havde et godt øje til, tilfældigvis var på arbejde på tanken den aften.
1 kommentar:
Martin, samme oplevelse her. De første programmer blev ignoreret ud fra en formodning om, at de var en typisk omgang Gintberg. Men for et par uger siden fik jeg klikket mig forbi og var fanget med det samme. Han fanger byerne, deres indbyggere og sig selv på en meget fin måde. Vi ser med igen i aften
Send en kommentar