Mange af ordene i denne anmeldelse er blevet tænkt for længe siden. Lyden af Hymns from Nineveh fra de gange jeg har set dem live, har sat så dybe spor, at jeg uden større problemer kan hente dem frem fra hukommelsen, når der skal spilles noget på den indre jukebox. I forhold til pladen er det også at foretrække.

Ud af det blå stod de der sidste år som opvarmning for Murder, og trods strømafbrydelser, forvrængninger og generelt grande lydproblemer, så leverede de en koncert, der overskyggede hovednavnet og fik et savn efter en plade fra Hymns from Nineveh til at spire i mig. De var på aftenen et studie i, hvordan et opvarmningsband skal være, og milevidt fra den obligatoriske følsomme tåbe på akustisk kedelighed, som altid forgæves forsøger at overdøve et småtalende publikum, der ville ønske, at aftenen havde en fast forward knap, så man kunne skippe videre til hovedattraktionen. Hymns from Nineveh var i stedet en sammentømret enhed, der på fornemste vis leverede hymner og klagesange, der lukkede kæften på publikum og trak dem ind i koncertoplevelse af de sjældne, hvor tristheden meldte sig, da gruppen igen gav slip og takkede af.

Hymns from Nineveh beviste på aftenen, hvor stor kunst man kan skabe med simple midler. Sav, banjo, violin, vokalharmonier og alt det andet, der kom i spil, var afstemt til perfektion, og sjælefred af den slags, kun musik kan give én, slog følge med de fleste tilstedeværende. Sådan var det første gang jeg så Hymns from Nineveh, sådan var det også anden gang jeg så dem, og sådan håber jeg det bliver, når jeg om føje tid skal se dem igen.

Den selvbetitlede plade rummer stor genkendelighed for dem, der måtte have hørt Hymns from Nineveh live. Alligevel formår den ikke at krybe ind i krogene på samme måde som liveoplevelsen gør. Det nøgne, sart skramlende og skrøbelige, der på scenen gør oplevelsen så stærk og intens, er blevet sovset ind i en nærmest tandsmørtyk produktion, der måske nok kan trække noget airplay og skabe noget velfortjent opmærksom til gruppen, men som så langt fra tjener sangenes bedste.

Selv tandsmør kan dog ikke kvæle den opløftende vemodighed, der lyder fra højdepunkter som ”Sister Sorrowsong”, ”Selma” og ”So Mournful the Elegy, So Comforting the Hymn”, der er de funklende stjerner på en plade uden svipsere og fyld. Hornene gjalder i ”Rage.Silence.Love”, og andre steder lyder banjo, cello, forprogrammerede lydflader, og meget mere, og hæver Hymns from Nineveh fra bare at være en singer/songwriter-plade med et kristent afsæt. Husker man ikke sin barnelærdom, så var Nineveh byen, Jonas blev kommanderet til af Herren, men da han trodsede Hans bud, lod førnævnte Jonas’ skib gå ned og Jonas sluge af en hval. Og Jonas, det er tilfældigvis også navnet på Jonas Petersen, der står i front for Hymns from Nineveh. Enhver fordom om lovsang og berøringsangst for det religiøse kan dog roligt pakkes langt væk. Begge faktorer er synlige, men Hymns from Nineveh er så meget mere end det. Det kan høres hele pladen igennem og opleves i tifold, hvis man møder Hymns from Nineveh.

Jeg er villig til at tage diskussionen om, hvorvidt det er fair, at jeg anmelder pladen ud fra, hvad jeg havde forventet af den, og ikke ud fra, hvordan den er blevet. For undertegnede har det dog betydet, at pladen har udmøntet sig til skuffelse i forhold til det forventede, for andre, der går ind til Hymns from Nineveh uden forudindfattede meninger om, hvordan de bør lyde, er jeg ikke i tvivl om, at pladen kan opleves som et mildt mesterværk, der er perfekt til at gå det grå forår i møde til.

(Hymns from nineveh - "Hymns from Nineveh", anmeldt for Geiger)