Egentlig var det nedenstående tiltænkt en rolle i det kommende Geiger, men der blev ikke plads, så nu får de følgende dub og reggae-anbefalinger lov til at slå rod her. Der er fem af hver, med reggae som den første håndfuld, og dub som den afsluttende. 

Reggae Chartbusters 1-6
Opsamlingsserien Reggae Chartbusters er en genial genvej til at komme ind under huden på en mængde af de klassiske reggaenumre man kender, men sjældent i deres originaludgaver, og en række af de navne man kan nikke genkendende til, men ikke helt kan placere. Tracklisten byder på både kendte og ukendte navne. The Upsetters, The Maytals og Jimmy Cliff hører til i første kategori, mens man er undskyldt, hvis hverken The Melodians eller Dandy Livingstone lyder bekendt.

Udgangspunktet for denne opsamlingsserie er tre opsamlingsplader udsendt i 1969-72, der nu er genudsendt på cd med en pæn portion ekstranumre tilføjet tracklisten, og yderligere tre udgaver lagt til serien så den i alt spænder over seks volumer. Prismæssigt er serien en gave, der kan erhverves for rundt regnet 3£ pr. stk., og kvalitetsmæssigt er der intet til hinder for at man erhverver sig hele striben i en og samme portion. Opsamlingsserien synes relevant fordi reggaekulturen i høj grad var en singlekultur, hvor de gode albums hørte til sjældenhederne, men singlerne kom i en lind strøm.

Junior Delahaye – Reggae (1982)
Junior Delahaye havde et minimalt output, og er blandt andet derfor ikke et navn man lige støder på. Den ene lp, der bærer hans navn er dog værd at gå langt efter. Sølle seks numre finder man på ”Reggae”, der også er udsendt under titlen ”Showcase”, men i kvalitet overstiger pladen mange langt mere kvantitative plader.
Det bærende element er Junior Delahayes vokal, der uanstrengt veksler fra falset til den blødeste soulcroon, og man indser hurtigt, at hvis begrebet kneppeplade skal have en berettigelse, så må ”Reggae” også falde i den kategori.. Tempoet er i bund, synthtonerne dominerende og med en enkelt undtagelse tikker alle numrene da også ind på den lange side af fem minutter. På intet tidspunkt føler man dog, at der bliver tærsket for meget langhalm på ideerne, og den halve time ”Reggae” varer er ikke et minut for langt.

Max Romeo – War Ina Babylon (1976)

Flere vil nok kunne nikke genkende til dele af “Chase the Devil”, der tilbage i 90’erne blev samplet af Prodigy i ”Outta Space”, men selv uden den ære hører sangene på War Ina Babylon til i reggaens absolutte superliga.
Den sociale ulighed tages under behandling i Uptown Babies Don’t Cry, og titelnummeret runder de uroligheder, der prægede Jamaica i midten af 70’erne. De ni numre på pladen kan høres på ca. en halv time, og ikke et sekund bliver spildt, for der findes ikke svipsere på War Ina Babylon, kun ni fantastiske roots reggae tracks.

War Ina Babylon blev produceret af Lee ”Scratch” Perry, inspillet i hans Black Ark studie med The Upsetters som backingband, og bliver sammen med Junior Murvin Police and Thieves og The Heptones Party Time almindeligvis betragtet som de bedste plader derfra.

Junior Murvin – Police and Thieves (1977)

Junior Murvin ramte plet med “Police and Thieves”, titelnummeret fra pladen, der beskrev de kamplignende tilstande, der udspillede sig I Jamaica på tidspunktet for udgivelsen. Tempoet er helt nede, og Junior Murvins falsetvokal, der synger om fredsmagere, der bliver til krigsherrer gør et stort indtryk, og man forstår hvorfor The Clash senere valgte at lave en coverversion af dette nummer.

Der er en smule mere kant på Police and Thieves, end på de hidtil nævnte titler. Falsetvokalen, og den tekstlige dagsorden giver et indtryk af at dette er alvor, og ikke kun en fest. I Roots Train lyder korvokalerne som et tog, der synger, mens sange som Solomon og Rescue Jah Children er hentet fra tidligere i karrieren, og genindspillet sammen med Lee ”Scratch” Perry i hans Black Ark studie. Luksus udgaven med bonusdisc og dub-versioner en masse kan anbefales.

Abyssinians – Satta Masa Gana (1976)

Kært barn har mange navne, og skal man ud og lede efter ovenstående plade, så kan man også finde den under titlen Satta, Clive Hunt Sessions og Forward on to Zion. Løst oversat betyder titlen taksigelse, og gruppens tekster bar da også i høj grad præg af det spirituelle indhold. Abyssinians blev dannet i slutningen af tresserne, alligevel blev Satte Masa Gana deres første hele plade. Man finder på listen over pladens musikere så prominente navne som Sly Dunbar og Robbie Shakespeare. Satta Masa Gana blev dog piratkopieret i så stor stil, at det var svært for gruppen at få en pladekontrakt, men det lykkedes, og det er vores held. Titelnummeret Satta er sidenhen anvendt som riddim for et væld af andre tracks og er en af de mest klassiske roots-riddims. Ønsker man at investere i ukompliceret roots reggaeplade af høj kvalitet, så er Satta Masa Gana et godt bud.


Lee “Scratch” Perry – Ape-ology (1976-1978)

Om man vil det eller ej, så er der ingen vej uden om Lee ”Scratch” Perry når man taler dub. Et godt sted at starte kunne være Ape-Ology, der samler de tre albums Super Ape, Return of the Super Ape og Roast Fish, Collie Weed and Corn Bread, samt bonusnumre på to cd’er. Højdepunktet er Fish, Collie Weed and Corn Bread, og her i særdeleshed ”Throw Some Water In”, der på fornemmeste vis belærer om hvordan man holder sin krop fit for fight. Opmærksomme ører vil bemærke, at ”Croaking Lizard” er samme riddim som Max Romeos ”Chase the Devil”, nu med Prince Jazzbo på vokal.

For en mand med så massivt et output som Lee ”Scratch” Perry er en opsamling en god smutvej til at blive bekendt med hans musik, at lige præcis denne opsamling rummer tre af hans bedste plader er dit held.

Lee ”Scratch” Perry – Sound System Scratch (1973-1979)

Lige præcis Lee ”Scratch Perry kan godt tåle at få to plader med på listen. Denne opsamling stammer fra 2010, og rummer 19 dub plates fra perioden 1973-1979, hver og én indspillet i Black Ark. Stilen er tung, men tilgængelig, og som et alternativt bud til en introduktion til Lee ”Scratch” Perry er Sound System Scratch svært anbefalelsesværdig. Opsamlingen blev udsendt af Pressure Sounds, der er et selskab det absolut er værd at kigge nærmere på, hvis kaster sig ud i jagten på de store duboplevelser. Pressure Sounds har siden udgivelsen af Sound System Scratch dykket dybere ned i arkiverne, og udsender senere på året en Sound System Scratch volume 2.

Scientist – Scientist Wins the World Cup (1982)

Coveret lugter Ganske vist langt væk af kitsch, men indholdet er den purest dub skåret af en de fineste udøvere af genren. De ti numre, der bærer titlerne Ten Dangerous Matches part 1-10 (og på cd-genudgivelsen de fem bonusnumre Extra Time part 1-5, og det afsluttende Golden Goal) vidner om at titlens reference til det års vm i fodbold bliver fulgt helt til dørs. Selve lp’en rummer ikke mere end en halv times spilletid, men som en let tilgængelig introduktion til genren er den intet mindre end fænomenal. Udover Scientist, vil flere nok også nikke genkendende til King Tubby, der har mixet pladen, og Henry Junjo Lawes, der har produceret den.

Prince Far I and the Arabs – Message From the King (1977)

Prince Far I har næppe nogensinde vundet nogle sangkonkurrencer, alligevel får hans snøvlende stemme lov til at være allestednærværende på Message From the King, hvor han snakker om løst og fast indover. Stilen er urimeligt stenet, og afstanden til de mere dansable dubplader stor. Commandments of Drugs har påfaldende store lyriske sammenfald med Dillingers storhit Cocaine, og har muligvis tjent som inspiration til nummeret, der udkom året efter. Har du altid syntes, at din skæve kammerat savnede et tungt basgroove, når han sad og tågesnakkede gennem sin rus, så er det her pladen for dig.

Bullwackie’s All Stars – Creation Dub (1977)

I afdelingen for plader man kan vælge at elske eller hade finder vi Creation Dub, der er både synthdreven, og langt mere opløftende end de hidtidige forslag. Kritikere vil påstå at Creation Dub er for monotonkedelig, men de simple musikalske stykker, der er præget stor genkendelighed, går lige i blodet, og dubrytmerne går derudaf med overvejende raske fjed. Højdepunktet er Asmara Dub, der åbner pladen med åbne arme ud mod dem, der måtte have sat den på. De følgende ni numre får ikke én til at føle sig mindre velkommen. Gruppennavnet dækker over produceren Bullwackie, der var født på Jamaica, men tog ophold i New York, hvor han grundlagde sit studie, og en fast skare af musikere.